294525955

om, at saadanne Begravelser alligevel skulde svare den sædvanlige Klokkeafgift uden Hensyn til, om Sangs værket benyttedes eller ikke, og dette bevilgedes i Virkeligheden ogsaa. Men Udgifterne hørte ikke op med selve Begras velsen. Gravstedet skulde holdes vedlige, og dette kunde man umuligt selv være bekendt at gøre. Man lod derfor som Regel Graverne besørge dette, særs lig den traditionelle Strøen Sand paa Gravene hver Sommersøndag. Paa dette Omraade maatte der ikke spares. Hvis man ikke vilde have Ord for at være lunken i sine Følelser overfor sine afdøde Slægtninge, maatte man sørge for, at Sandlaget blev saa tykt som muligt, og den, der havde bedst Raad, fik da selvs følgelig sin Grav højest, højere end alle de omliggens de.Herved fik Kirkegaarden en meget ujævn Overflas de, og man maatte da ogsaa tilsidst, til stor Fortrydelse for Graverne, ganske og aldeles forbyde denne Skik. Lange og lige var Gangene paa den gamle Hellig= geist Kirkegaard, uden anden Hygge end de iøvrigt ret statelige Lindetræer og de enkelte andre Træer, særlig Sørgepile, som nogle af Gravstedejerne havde plantet. Ellers var der gjort alt for at faa Døden frems hævet som et saa mørkt og dystert Skræmmebillede som muligt. De ujævne, spidse Gravhøje med de smag= løse Monumenter, hvor Dødningehoveder og Bens rader var afbildet (kun paa Præsternes Mindesmærs ker var oftest Duen, Symbolet paa Helligaanden, inds hugget), gjorde et tungsindigt, næsten skummelt Inds tryk, der yderligere forøgedes ved den Uorden, der saa at sige var dagligdags derinde. Dette var iøvrigt tilfælles for samtlige Københavns Kirkegaarde, og det er først blevet vor Tid forbeholdt