294525955

Istandsættelsen af Kirken blev nu paabegyndt og skred jævnt fremad; men midt under hele Omkal* fatringen indtræder en uventet Begivenhed. Enke* dronning Marie — Frederik VI ’ Gemalinde — dør (1852), og man kommer herved i den alvorligste For* legenhed for at faa de hermed forbundne Ceremonier udførte paa den befaledeMaade. Man er nemlig bange for, at Klokkerne ikke kan holde til den langvarige Ringning, da Tovene er skrøbelige og Lejerne usikre. Det simpleste vilde have været at tage Afstand fra al ydre Deltagelse i Anledning af Dødsfaldet for denne ene Kirkes Vedkommende; men herpaa er ab* solut ikke at tænke. Ringningen skal gennemføres, og den bliver det, idet man dog træffer særlige For* anstaltninger for at gribe ind, hvis det mindste Tegn paa et kommende Uheld skulde vise sig. — Stillingen som So gn ep ræ st ved Vor Frelsers Kirke synes i de fleste Tilfælde kun at have været et Slags Gennemgangsled til højere Embeder som Provster og Biskopper, særlig i Norge. Kun ganske enkelte holdt ud i Sognepræsteembedet til deres Død. Blandt disse maa særlig fremhæves Christoffer Dan= chell, der i Pestens Tid 1711 trofast blev paa sin Post, medens andre af Hovedstadens Præster i Rædsel for* lod Byen. Sammen med sin lige udnævnte Kapellan, Claus Weyle, besøgte han utrættelig de ulykkelige syge, som var forladt selv af deres allernærmeste, og han ængstedes ikke for at blive hos dem til det sidste for at mildne deres voldsomme Dødskamp. Farsoten kendte imidlertid ikke til Personsanseelse, — begge Præster ble vangrebet og døde som deres Religions tro* fasteVogtere, kun faa Dage efterhinanden, Kapellanen endnu før han havde faaet sit Kaldsbrev udfærdiget.