591174479

HOTEL FHOENIX

HOT E L P H O E N I X OG DETS HISTORIE IGENNEM 80 AAR

VED KNUD BOKKÉNHEUSER <*

K Ø B E N H A V N 1926

P R I N T B D I N D B N M A R K O T L D B N D A L S P O R L A O S T R Y K K B R i XØBBNHAVN

D en 19. April 1689 skete der en Ulykke her i Kø« benhavn, som vakte en lige saa stor Sorg og Rædsel som den, Københavnerne havde følt, da Svenskerne 30 Aar før laa foran Byen, og dens Bor« gere endda paa selve Juleaften maatte gaa til Volds for at værge deres gode Stad mod Arvefjenden. Det var det Slot, som den herskesyge Dronning Sophie Amalie i 1664, fire Aar efter Fredsslutningen, havde ladet opføre mellem det nuværende Frederi« ciagade og Amalienborg Plads, der fuldstændig gik op i Luer, og samtidig dermed ødelagdes den omgi« vende Have, dér strakte sig helt ned over St. Annæ Plads og til Store Kongensgade fuldstændig. Dette Sophie Amalienborg , der med sin Have skul« de erstatte Dronningen Tabet af den Have, hun ejede udenfor Vesterport, men som Svenskerne allerede i Belejringens første Dage i 1658 havde ødelagt, var aldrig blevet rigtig populært blandt Københavnerne, dertil var det altfor pragtfuldt med dets Kuppel og Kroner og Buegange, dets stive klippede Træer, Springvand, zirlige og snørklede Bede, og dertil var dets Herskerinde, der hensynsløst gennemførte sin Vilje med at bygge det paa en Tid, hvor Danmark slet ikke havde Raad dertil, altfor forhadt. Særlig henrykte for det nye Enevælde var Københavnerne jo heller ikke; de syntes ærlig talt, at de, da Konge« loven blev givet, var blevet godt snydt ved den nye

6 Statsforfatning, en daarlig Tak for det Offer, de i Farens Stund havde bragt for By og Fædreland. Naar alligevel Slottets Brand vakte Sorg og For« tvivlelse i København, var Aarsagen den, at den ko« stede ikke mindre end 171 Mennesker, mest af den bedre Borgerstand, Livet. Med Ulykken var det gaaet saaledes til: ^ Den 15. April havde Hans enevældige Majestæt Kong Christian den Femte fejret sin allernaadigsté 43aarige Fødselsdag, og Hoffet havde da til, dens pragtfulde Højtideligholdelse paa ny taget Sophie Amalienborg i Brug, efter at det havde ligget ube* nyttet hen, siden Højsalig Enke«Dronning Sophie Amalie der den 20. Februar 1685 om Aftenen såa pludselig havde opgivet sin urolige Aand, at hun eiid« mi befandt sig „siddende i sin pragtfulde Stol og ud« stafferet i alle sine Demanter og Perler" efter Taflet og ikke havde kunnet faa Luft til at tilkendegive deri hurtig tilkaldte Majestæt sin sidste haarde Vilje, sohi alle mente gik ud paa, at han ingensinde maatte for« barme sig over den ulykkelige Leonore Christine XJU feldt , der som Følge af Sophie Amalies Hævntørst hensmægtede i et ubarmhjertigt Fængsel i „Det Blaaé Tåarn" ved Københavns Slot. - Man havde for åt gøre Fødselsdagsfesten paa Sp« .. phie Amalienborg saa pragtfuld som muligt ladet op* føre et Operahus åf Træ ved Slottets Side, hvor man gav en Opera og en Ballet til det høje Fødselsdags« bams Forherligelse. Forestillingen havde faaet et såå smukt Forløb, at den vennesæle Christian den Femte, dér stod paa saa god en Fod med Byens Borgeré, åt plisse, naar han kørte gennem Gaderne, stod i derés Vinduer med Glas i Haand og drak Majestætens Skaal, medens, hah hikkede huldsalig til dem, fåhdt dét låndsfaderligt smukt d. Id. April om Aftenen åt

7 lade Porestiilirtgeh gentage og hertil havde indbudt eii Del af de bedre Borgeres Døtre og Sønnej\ Det første lille Stykke var gaaet glat over Scenen, men næppe var Balletten begyndt, før nogle af de let paaklædte Danserinder kom for hær til den ubedæk* kede Rampes Lys, saa der gik Ild først i deres Skør* fer, dernæst i Kulisserne bg såa i hele Theatret, b$ bilder den Panik, der då opstod i det interimistisk bpførte Operahus, der kun havde een Udgang, vår. dét, åt de mange ulykkelige unge Mennesker kohi Ynkeligt af Dage, og desuden bredte Ilden sig tii selve Slottet, der brændte i den Grad hed, åt dér kun lige akkurat blev Sten nok tilbage af den store Bygning tli åt opføre „Den Herre ZebaothS Kirke" påå dét nuværende St. Annæ Plads. Siden hin Ulykkesdag laa den store Have heh i kaos, og Københavnerne saa med Uvilje og ængste* lige Blikké héh til denne store GrUnd, hvortil dét bvérhovedet ikke knyttede sig noget godt Miridé. Kong Christian den Femte lod — vel sagtens bg* Såå af en naturlig Uvilje — Grunden ligge uskøttét Heh; hap havde desuden travlt med at fåå sit kæté „Nye Torv", nu Kongens Nytorv, som Frederik deh 'tredie efter gamle Christian den Fjerdes Plan havde ladet afstikke,,ineri ikke faaet gjort noget Ved, bé* hy^ge, og påå Hjørnet af „den brede Gade", som hd fik Navnet Norgesgade for først i Midten af forrige Åarhundfede at faa sit gamle Navn Bredgade igéh; opførtes då af Rigéns Admiral, Niels luel, dét mi* lagrende Thottske Palæ, men for øvrigt laa Gadeh héh som kun afstukket, og eh Del af Grundene bé* byttedes som Gartnerhaver, hvor Smaakaarsfolk ha^* de TræskUte til Beboelse omtrent Som i Vore nuvæ* rende Kolonihaver. Den godé Kong Christian deh Femte oplevede at

8 faa sin egen Statue rejst midt paa Kongens Nye Torv, rigtignok for egen Regning, men sikkert med Folkets Billigelse, inden han d. 25. August 1699 lukkede sine Øjne. Hans Søn, den praktisk anlagte Frederik den Fjers de, ejede megen Byggelyst og stor Sans for Bygnings« kunst, derom vidner det lette og festlige Frederiks« berg Slot, som han sikkert selv var Arkitekt til, idet han paa sin Ungdoms Rejse i Italien selv havde taget Skitser dertil fra Bygninger i Norditalien, og han ind« saa, at de Grunde, der laa hen efter Sophie Amalien« borgs Brand, var altfor kostbare til at være ubenytte« de, og han afstak derfor Gaderne, der skulde bære Navne som Kongensgade og Dronningens Tværgade og sammen med Norgesgade danne et nyt, frit og for« nemt Kvarter; han bygger da selv imellem Norgesgade og Kongensgade Operahuset, der i 1720 omdannedes til Landkadet«Akademi og i 1728 blev baade Land« og Søkadetakademi. Havens sidste Kastanietræ ud imod Bredgade bærer endnu Kong Christian den Niendes Navn, fordi denne Konge som ung Prins af Lyksborg og Landkadet søgte op i dets Krone for derfra at ad« sprede sig ved Synet af de pyntede, forbispadserende Københavnere, naar hans strænge Chef om Søndagen havde nægtet ham Udgang for en eller anden lille Forseelse —•. Efter mange Omskiftelser blev dette Palæ efter Christiansborg Slots Brand i 1884 omdan« net til Rigsdagsbygning for i vore Dage at ende som Retsbolig for Landsretten og Sø« og Handelsretten. Ellers brugte Kongen den store Plads som Lysthave og Mønstringsplads for Militæret, han anlagde Ha« ven mere kunstnerisk og med Smaapavilloner, idet han først fjernede alle de Ruiner og Smaabygninger, der mindede om Havens tidligere sørgelige Fortid. Han vilde imidlertid gerne have, at Folk begyndte at bygge derude; men skønt han lovede billig Bygge«

9 grund og Fritagelse for adskillig Skat og anden Tyn« ge, var der dog kun een Adelsmand, der foreløbig meldte sig; det var Kongens egen Fætter, Grev Frederik Anton Danneskjold*Laurvig, en Søn af den Ulrik Frederik Gyldenløve, der i Christian den Fem* tes Tid havde opført det smukke Gyldenløves Palæ, nu Charlottenborg, paa Kongens Nytorv; Grev Dan* neskjold*Laurvig opførte paa Grunden paa Hjørnet af Norgesgade og Dronningens Tværgade sit Palæ, der havde Have ud mod Norgesgade; og efter Fre« den i 1718 udvidede han dette med en stor og smuk Bygning ud imod Norgesgade, det nuværende Molt* keske Palæ. Det gik imidlertid svært trevent med at faa fat i byggelystne Adelsmænd, først d. 26. Juni 1730 kan Kongen, der dør den 12. Oktober s. A., give et nyt Skøde til en Adelsmand, det er Greve Jean Henri Huguetan af Gyldensten , der lover at bygge paa det nuværende Hotel Phoenix ’ Grund paa det modsatte Hjørne af Norgesgade og Dronningens Tværgade, og d. 18. December s. A. erhverver han til samme Øje« med en Grund bagved ned ad Sidegaden. Paa denne Maade bliver Hotel Phoenix den fjerde Grund i Nor« gesgade, der bliver bebygget, og det er altsaa ogsaa paa Sophie Amalienborgs Haves Enemærker, denne rejser sig. Hermed er vi naaet til Udgangspunktet for denne Pjeces Formaal: at skrive Hotel Phoenix’ Historie, og vi skal derfor lade hele den øvrige Side af den gamle Slotshaves Bebyggelse ligge, den tager jo navnlig Fart, efter at Frederik den Femte faar fire Adels« mænd til at opføre de fire Palæer paa Amalienborg og selv paabegynder Opførelsen af Marmorkirken og derved skaber den fornemme Bydel, han kalder Frie« derichsstad, og hvori Hotel Phoenix danner et værdigt Midtpunkt for Livet.

første Bygherre påa „Hotel Phoehix “s Grund X J er ikke saa lidt af en Æventyrer og Lykkerid* det; trods Sit siden saa adelige Navn er han af ganske jævn, borgerlig Herkomst, hedder Jean Henri tiugue* tang og er kommet til Verden i Lyon i Aaret 1654 som Søn af en almindelig Bogtrykker og Boghandler, bm håns Barndbtn og Ungdbm ved vi saa at sige intet; bien det tåler for hans Dygtighed og Foretagsomhed; åt han i hine Tider, skøht han er Protestaht, faår Lov til at drive en temmelig udstrakt Forrétiiing sorb Bankier, hvilket dog vist .nærmest vil sige sorii bh Art Pengeiidlaaner og Forretningsfører for ungé Adelsmænd og Hoffets Kavallerer. Under de urolige Forhold i Frankrig tiiaa hån dbg sikkert have lidt Tab, thi han forlader for en Tid Sit Fædreland, og i 1690 træffer vi håm i, Amsterdam; Iråor han sammen med sin Broder driver eh min* dre Boghandel. Paa den spanske Arvefølgekrigs Tid et han atter vendt hjem til Frankrig, og håb tjener bh Del Penge som Léverandøt af Våaben Og Fourage til Hæren; men i 1705 ser det rent galt ud for håm; Regeringen beskylder ham for i sine Forretninger åt have gjort sig skyldig i Misligheder og at have taget iiblu Avance af Staten, hvilket i hine Tider béttåg* tedes som halsløs Gerning, og i Huj og Hast måa hån flygte over Amsterdam til England, hvor han dbg ikke havde Lykken med sig; han inaå erklære

11 stig fallit og forlader Albions Sønner som i Bund og Grund ruineret, og saa flakker han rundt i Europa i de eventyrligste. Stillinger, indtil yi i 1711 træffer ham her i Danmark, hvor han medbringer en hollandsk Titel „Baron af Odyk** og en fabelagtig Formue; onde Tunger siger, at han har begaaet svigagtig Fallit i England, saa at han nu hverken tør komme til Frank* rig eller England, men herfor er der ingen, der nogen« sinde har ført Bevis. ' - Han anbringer imidlertid nu meget fornuftigt sinp Penge i jordegods og bliver efterhaanden Ejer af Godserne Enggaard, Oregaard og Uggerslevgaard paa Fyen, og snart faar han gennem Frederik deri IV*$ Svoger, den almægtige Storkansler Ulrik Adolph H q U stein, der jo er gift med Anna Sofie Reventlows Sø* sterf Adgang til Hoffet, hvor han viser sig meget nyt* tig før Kongen, der som de fleste oldenborgske Kon* ger Åltid kar Brug for Penge og gode Forretnings* raad/og i 1714 bliver Huguetan Kammerherre, i 1717 Ridder og endelig i 1720 ophøjes han til Greve af Gyldensten. Da det ostindiske Kompagni staar paa svage Fød* $er, råader Holstein Kongen til, at man skal gørø ham til Direktør, hvorved der dog opstaar nogle Van* skeligheder, fordi han er reformert, ikke Lutheraner; men til sidst ser man dog bort herfra, og det er paa denne Tid, han erhverver Grunden i Norgesgade, hyor han opfører sit Hus, der som alle Huse i de Tider, naar de da er fornemme, bestaar af én Stues* etage, der anvendes til den daglige Beboelse og en øvre Etage, hvori „Salen**, det egentlige Selskabsvæ* relse, der kun benyttes, naar der er Gæster, bl. a. éndes. Det kan maaske her indskydes, at „Salen** al* tid i fornemme Huse fandtes i den øverste Etage, dg deraf kommer den Betegnelse, yi den Dag i Dag

12 har for højere liggende Beboelse: „Iste og 2den Sal“. Greven af Gyldensten betegnes af samtidige som en smuk og kraftigt bygget Mand, der endnu i Aaret inden sin Død, der indtraf d. 14. Juni 1749, var i fuld Vigeur baade aandelig og legemlig. I sine Familieforø hold var han — vel sagtens paa Grund af sin Ungø doms noget omflakkende Liv, — ret vidtløftig; han medbragte ved sin Ankomst hertil en Søn Jean Henri Demerciéres (senere kaldet Johan Henrik), som var født i Paris d. 8. Maj 1687 som Følge af et Forhold« hvori Faderen havde staaet til en lille parisisk Modeø handlerinde; men skønt dette Forhold aldrig blev leø gitimeret ved Ægteskab, anerkendte Faderen ham dog altid som sin Søn. Vi skal siden komme nærmere ind paa dennes Historie. I Holland fik han en Datter med en Dame af den ansete Slægt Wasenaer, og dette Pigebarn fik han ogsaa her op; hun var imidlertid af en noget vidtø løftig Natur, og en skønne Dag flygtede hun med en Søn af den herværende spanske Gesandt, Marquis de Monteleone , til Malmø, hvor de indgik Ægteskab; Faderen forsonede sig dog hurtig med de unge, og fra denne Datter nedstammer de nuværende Grever af Gyldensten. Efter Frederik den Fjerdes Død gjorde baade Grev Gyldensten og Sønnen, den ovenfor nævnte Demer* ciéres, sig lige saa uundværlige for Christian den Sjette , og allerede 1731 blev Faderen Geheimeraad, 1738 endogsaa Geheimekonferensraad; men han havø de da ogsaa i Tidens Løb gjort Staten store Tjene« ster, saaledes var han med i Bankens Oprettelse 1736 og tegnede en Mængde Aktier i den. I sit Testamente af 27. September 1748 indsatte Grev Gyldensteen Grev Henrik den Sjette af Reusa

13 som Arving af Gaarden i Norgesgade, og han over« tog den da ogsaa ved Grevens Død. Dette finder sin Forklaring i følgende Forhold: Grev Henrik den Sjette af Reuss hører til de mærke« lige Dynastier fra det lille mellemtyske Fyrstendøm« me, hvor alle Sønnerne hedder Henrik, men med et 'for uindviede Ikke«Genealoger uforstaaeligt Num« mer efter. Denne Henrik den Sjette er saaledes Søn af en anden Henrik, der bar Nummer 24, og som skrev sig til Plauen og Kostritz og var gift med Ma* rie Eleonore Emilie, født Grevinde Promnitz; vor Henrik den Sjette var født d. 1. Juli 1707 og kom her i dansk Hoftjeneste 1730, i 1739 blev han Kammer« herre og Aaret efter hvid Ridder. 1 1742 finder vi ham som Stiftamtmand i Norge, i 1746 er han forflyttet til Amtmand i Sorø og Overhofmester ved Akade« miet. Han skildres som en dygtig, mild og behagelig Mand, der dog fuldstændig var i Lommen paa sin Hustru, Anna Frangoise Henriette Suzanne Casada Marguerite Marquise af Monteleone, altsaa en Dat« terdatter af Greven af Gyldensten; derfor er det, at han testamentarisk indsættes som Arving til Gaar« den i Norgesgade. Vi ved i øvrigt om Grev Reuss, at han siden blev Amtmand i Ringsted og derpaa i Sønderborg og i 1747 Geheimeraad; han forlod imidlertid Danmark samme Aar for at blive prøjsisk Statsminister; men . at han bestandig bevarede den venskabelige Forbin« delse med Danmark, som han hyppig besøgte, ses deraf, at han i 1779 blev Ridder af Elefanten. Han døde i Berlin 17. Marts 1783. Vi maa imidlertid nu tilbage til Grev Gyldenstens ældste, uægte Søn med den parisiske Modehandler« inde, Johan Henrik Demerciéres. Han viste sig, da

14 han kom til Danmark til sin Fader, som en dygtig Finansmand. Forinden havde han været Handelsmand i faris og derefter opholdt sig en Tid i Berlin, hvor han havde vundet Frederik Wilhelm den Førstes Yn* dest og var blevet Kammerherre. Da han nu kom her |ijem til sin Fader, kunde han straks laane Frederik den Fjerde Penge, og han blev derfor ogsaa allerede 1727 Konferensraad, og i 1736 gjorde Christian den Sjette ham, der ligesom Faderen havde deltaget i Op* rettelsen a.f Banken, til Ridder af Dannebrog og gav ham Sæde i GenerabLandøkonomi* og Kommercekol* legiet,-hvor han bley til 1768.. . . v> Ærgerrig har han været. Han købte sig Godser j Slesvig og Holsten, blev 1745 Geheimeraad, i 1755 G^heimekonferensraad. Nogen fremragende Dygtig* hed har han næppe været — Professor Edvard Holm siger om ham, at han gjorde hverken ondt eller godt; pen Penge havde han, og frem vilde han; især higede han efter at blive Ridder af Elefanten; men hertil krævedes det, at han var dansk Adelsmand, og for at naa dette Maal besluttede han at gøre et fornemt Parti med en Dame af den fineste danske Adel; saa vilde man vel nok glemme, at han var uægte Søn aj: en parisisk Modehandlerindé. Han ægtede da d. 25. Juni 1751 Komtesse Elisabeth Emilie Frijs til Frijseh* borg, der tillige skrev sig som Frue til Boller, Møgel* kier, Fauerskov og Collerup m. m., og han opnaaede då i 1768 at faa den længe eftertragtede Elefantorden, og i 1776 fik han Patent som naturaliseret dansk Adelsmand; han fik ingen Børn med Komtesse Frijs, og Grev Reuss havde heller ingen Børn med sin Ge* ' malinde; men da han gerne vilde have, at Gaarden i Norgesgade skulde blive i den gamle Grev Gyldent stens Familie, testamenterede han den til Demercié* res og dennes Arvinger; da Demerciéres imidlertid

15 døde allerede d. 15. Marts 1778, og Grev Reuss ingen Udsigt havde til at kunne vende tilbage til Danmark, skødede han d. 21. Decbr. 1779 Gaarden til sin Halv# svigerinde, den fødte Grevinde Elisabeth Emilie Frijs, der stadig førte sit Pigenavn; men ude iblandt Folk kaldtes Gaarden altid „Demerciéres Gaard“, og den blev gjort særlig kendelig ved, at der paa Facaden ud mod Norgesgade blev opsat et Uhr, og det var i lange Tider det eneste Privathus i København, der havde „offentligt4*Uhr; ellers maatte man nøjes med Kirkeuhrene og det berømte Uhr paa Hovedvagten, „hvor en Lampe bag Skiven brændte4 den hele N a t Men ved Demerciéres Uhr mødtes Beaumonden i hine Dage til Stævnemøde, ganske som man senere hen satte hinanden Stævne ved Ranchs Uhr paa Hjørnet af Øster# og Købmagergade. Skønt Demerciéres , som vi vil forstaa af det oven# staaende, har været en ret ærgerrig Mand, saa yri# dede han alligevel paa mange Maader udadtil at op# træde som den ydmyge og gudhengivne; han hørte som sin Fader til den Reformerte Kirke, og i dennes Menighed, der samledes i Kirken i Gothersgade, var han meget populær, idet han ofte paatog sig Gernin# gen som „Kirkeforstander4 under Gudstjenesten, det vil sige noget lignende som en Kordegn hos os, og hyppig stod han ved Kirkedøren om Søndagen med den Tallerken i Haanden, hvorpaa der samledes ind til Menighedens Fattige. Medens hans Frue nok yn# dede at vise sig i Norgesgade med det fornemme Firspand, det den Gang var adelige og Hoffets Da# mers Ret til at „promenere4 i, saa man altid Demer# ciéres til Fods. Da han døde barnløs, havde han af sine Penge oprettet et Legat til Fordel for trængende i hans Menighed; hans Gemalinde havde jo selv Penge nok til at kunne nøjes med at arve Huset i Hotel Phoenlx 2

16 Norgesgade, hvor hun residerede, naar hun ikke op* holdt sig paa sine Godser; men var hun her i Byen, førte hun et ret gæstfrit og fornemt Hus for sine Ven* ner og Slægtninge af Landadelen; det faldt derfor og* saa et halvt Aarhundrede senere denne Klasse ganske naturligt at tye til det Sted, hvor deres Fædre havde boet, naar de høje Herrer i Terminerne skulde bruge Hotel under deres Hovedstadsophold, og da Adelen er trofast og konservativ, har „Hotel Phoenix" da og* saa lige til den Dag i Dag bevaret sit fornemme Præg af at være Landadelens Familiehotel under dens Op* hold i København. Grevinde Frijs solgte imidlertid d. 28. Januar 1793 sin Gaard i Norgesgade til Obriste Povl Alexander Ross, født 23. Maj 1784, død 26. September 1853. Han var ved Overtagelsen af Gaarden en ret velstaaende Mand, der bl. a. ejede Svindingegaard paa Sjælland, men siden gik det tilbage for ham, ja, i 1815 gik han fallit og maatte nøjes med til 1823 at være Forpagter paa Skaftegaarden ved Nakskov, fire Aar efter blev han ansat ved Toldvæsenet, først i Næstved og i 1830 i Nakskov, og han bevarede i hele sit Liv sin ret fornemme Levevis og omgikkes meget de store Qodsejere paa Lolland og Falster, derfor faldt det ham ej heller svært at faa sin fine og nydelige Datter, Petronelle Margrete Ross, indskrevet som Konven* tualinde i Nykøbing Kloster. Ogsaa hun var søgt paa Godser og i Præstegaarde paa vore fede, sydlige Øer, og med sin livlige Aand opfattede hun paa en altid elskværdig og forstaaende Maade Livet der, som hun har skildret det i fornøjelige Bøger, hvoriblandt den, der behandler Biskop Rasmus Møllers Privatliv; det var ham, der var Fader til Digteren Poul Martin Møl * /er og som Enkemand giftede sig med Christian Win * thers Moder og blev en god Stedfader for Christian

17 Winther; paa denne Maade gik det til, at han og Poul Møller blev „sammenbragte Børn" og levede i et skønt, mere end broderligt Venskab i Livet. Oberst Ross maatte allerede 8. Oktober 1798 sælge sin Gaard til den velstaaende og ansete Grosserer Peder Erichsen, der imidlertid i 1804 deler Grunden i to; derfor ejer „Hotel Phoenix" den Dag i Dag to Matrikelnumre, og medens den Del, der ligger ud imod Dronningens Tværgade gaar over paa hurtig skiftende, mere borgerlige Hænder, hvoriblandt der dog ogsaa Tid til anden skyder sig fornemme Navne ind — 1806—08 ejes den saaledes af en Hofjæger# mester Peter de Svanenskjold , derefter kun een Dag af den bekendte Statsmand, Kammerherre, Kancelli« præsident Johan Sigismund v. Mosting, der atter sæl« ger den til Kammerherre Chr. Lerche til Lerchen# borg — bevarer Ejendommen ud til Norgesgade sta« dig sit højfornemme Præg, idet i 1804 Hofmester hos Prinsesse Marie Sophie Frederikke (Frederik den SjeU tes Dronning) Johan Ludvig Brockenhuus, køber den for at have nær til Slottet; vi maa her huske, at Bred« gade«Kvarteret har faaet et yderligere Præg af For* nemhed siden 1794; dette Aar brændte nemlig Chri« stiansborg Slot, og „da Riget fattedes Penge" til fore* løbig at genopbygge det, blev Kongefamilien hjemløs, og Frederik den Sjette købte da Palæerne paa Ama« lienborg, som siden blev Kongehusets Hjem, og der# ved bliver Omgivelserne det fornemme og specielt hofmandsmæssige Kvarter af Byen, Ved Brockenhuus’ Død kommer Huset d. 17. Juni 1811 paa Geheimekonferensraad Friederich Baron af Adeler til Adelersborgs Hænder, og denne bliver den sidste navnkundige Beboer af det minderige Palæ. Adeler var født paa Adelersborg d. 25. Juli 1764 og Søn af Baron Conrad Vilh. Adeler og Hustru Ulrica 2 *

18 Helene Cicegnor. Kun fjorten Aar gammel blev han Hofjunker, i 1781 Kammerjunker, 1790 Kommitteret i Generaltoldkammeret og to Aar efter Kammer* herre. Men i 1802 gaar han til Norge for at blive Stiftamt* mand i Trondhjem, hvor han dog ikke i hine fattige Tider befandt sig vel —vi Danske kunde jo ikke mere selv med den bedste Vilje gøre noget for det af Kri* gen udpinte Norge —, og han lod sig derfor hurtig forflytte til federe Græsgange; allerede 1804 finder vi ham som Amtmand i Holbæk, derpaa 1808 som Stift* amtmand i Odense, men allerede Aaret efter gør han Springet til Geheimekønferensraad og Overpræsident i København. Han var tidlig blevet gift med Kom* tesse Berfha Molfke, og Ægteparret førte et stort Hus dels her i København, dels paa Adelersborg, hvilket Gods han i 1810 substituerede med en Fidci* kommiskapital, hvis Bestyrelse han ledede med me* gen Dygtighed, til han pludselig døde den 23. Marts 1816, hans Enke solgte da Gaarden i Norgesgade og levede Resten af sit Liv med sin eneste Datter Ba* ronesse Sophie Hedevig paa Adelersborg til sin Død d. 1. Maj 1846. Men i de fem Aar, Overpræsident Adeler residerede paa Hjørnet af Norgesgade og Dronningens Tværgade, var hans Hjem et Midtpunkt, hvor Adel, Embedsmænd og navnlig Officerer var velsete Gæster, og. hvor Baller og Asscmbléer afløste hinanden, og da har det berømte Hjørne været liv* ligt besøgt af fornemme Karether og Herskabsvogne, noget netop dette Strøg var vant til; man maa huske, at det Adelerske Palæ havde det Moltkeske og det Schimmelmannske til Genboer. Efter Adelers Død kommer de trange Tider med Pengekrisen, og den Generalløjtnant Pefer Lotha * rius Oxholm, der efterfulgte ham som Ejer lige

19 til 1828, havde kun Raad til at føre et stille og indgetogent Liv, og ved hans Død skifter man Ejere, som mest holder Huset paa Haanden i Spekulations* øjemed. I Sidehuset i Dronningens Tværgade var imidlertid i 1819 flyttet en meget kendt og højt anset Borger ind som Ejer, det var den navnkundige astronomiske Uhrmager Urban Jiirgensen, som boede her til sin Død i 1830. Han var født i København d. 5. August 1776 som Søn af Hofuhrmager Jørgen Jiirgensen, og da han i 1781 etablerede sig selv, søgte han at gøre Uhrmageriet til en national Industri; han udgav flere lærde Værker om Uhrmageriet, og de udbredtes og vandt stor Anerkendelse over hele Evropa. Viden* skabernes Selskab gav ham endda i 1804 sin Guld* medaille, og Aaret efter fulgte det Kgl. Landhushold* ningsselskab dets Eksempel. Han var for Resten Bro* der til den herostratisk berømte Jørgen Jiirgensen, der en Tid spillede en tragikomisk Rolle som „Konge paa Island"; men Urban var hans fuldstændige Mod« sætning, et Eksempel paa Soliditet og borgerlig Dyg* tighed. Imidlertid havde Forholdene i Bredgade*Kvarteret udviklet sig saaledes, at det var blevet en ganske særpræget Bydel, med et lidt eksklusivt fornemt Præg; de Folk, man saa paa Gaden der, var mest Hofkavallerer og Officerer fra Kadetakademiet, det blev „den fine Ende af ByenM, og kun om Søndagen befolkedes Gaden, der nu atter hedder Bredgade, af et bredere Lag, idet jævnere Folk tog sig en Spad« seretur ud gennem Grønningen til det nuværende Langelinie. Men Kvarterets „faste Stok" følte igennem Tre* diverne Mangelen af et Samlingssted, hvor man uge* nert kunde nyde en Forfriskning, et Traktørsted, hvor

20 • man kunde trække sig tilbage i Ro uden som paa d’Angleterre at blive overrasket a! Krethi og Plethi; thi selv om dette fornemme Hdtel var Samlingssted for fornemmere Folk, der spiste til Middag der, naar der f. Eks. var kommet et vestindisk Skib med Skild« padde til Byen, saa var Selskabet dog altid noget blandet. Det, man ønskede, var ikke i og for sig nogen „Blaa Klub", men et mere eksklusivt Traktørsted med en Vært, der dels kunde lave god Mad i gode Omgivel« ser og dels ved sin Opdragelse havde lært tilstrække« lig Diskretion til at opvarte og omgaas de Standsper« soner, som vilde søge her hen for at slaa en Time ihjel om Formiddagen ved et Glas Vin og om Afte« nen ved et Parti Billard eller Kort uden at være over« gloet, som man var det i Klubberne og paa de andre Gæstgiverier; thi andet og mere havde dog endnu intet af de øvrige Traktørsteder, Spisehuse og Her« berger hævet sig til. Da var det, at Kommandørkaptajn Roihe, der sej« lede med det kgl. danske Dampskib „Kiel“ endelig fandt den rette Mand, der mulig kunde gennemføre en saadan Idé. I „Stadt Liineburg" i Dronningens Tværgade, Huset ved Siden af, almindelig kaldet „Det Svenske Hotel", hvor der var god og solid Mad og et fortræffeligt Billard, var han en Dag med et Par Offi* cerskammerater tilfældig dumpet ind for at faa sig et Parti, og da baade Vinen og den Mad, de siden rekvirerede, befandtes at være af første Klasse, for« langte de Herrer Officerer at hilse paa Værten. Han kom ind, en pæn, høj og velopdragen, tilbageholdende Mand, godt op i Trediverne, der førte sig med megen Diskretion, og lige med eet brast det ud af Roihe: „Men Herregudl Det er jo Murdochl “ Og nu erindrede han sig pludselig baade Manden,

21 og at han for en halv Snes Aar siden — i 1821 — selv havde været med til at sætte ham i Vej. William Murdoch var Skotte af Fødsel og havde faaet Uddannelse i Maskinfaget, og i det Herrens Aar 1827 sejlede han under Rothes Kommando som Ma* skinmester paa „Kier, og der var alle kommet til at holde af'ham; thi den gode Mester, der jo ikke som vore nuværende Marine*Maskinmestre var Officer, men hørte til de mere inferiøre militære Rangklasser, passede sin Maskine ganske upaaklageligt; men han havde tillige en anden Egenskab, som Officererne om Bord satte nok saa høj Pris paa, han kunde lave god Mad. Nu er Kokken, som Goldschmidt siger i sin herlige Roman „Ravnen**, en „vigtig Person om Bord; han staar ikke under Søkrigsartiklerne længere, end han selv vil,** og det gælder derfor om at holde sig gode Venner med ham saa længe som muligt. Men desværre var disse Skibskokke sjældent dygtige eller paalidelige, sandsynligvis fordi de var gennemgaaendø usselt lønnede; Kokken i „Ravnen** gør sig jo f. Eks. skyldig i et gement Tyveri, der faar stor Betydning for hele Romanens Udvikling, og saaledes var „Kiel**s Kok ogsaa en skønne Dag rømmet, og der sad Offi« cererne og vidste hverken ud eller ind. Som en Fugl Phoenix steg da den uforlignelige Maskinmester op fra Maskinrummets Gløder og tilbød at lave Maden til Officersmessen. Og han gjorde det saa glimrende, at ikke alene Officererne blev himmelhenrykte, men han selv, der .var lumsk ked af sit Maskinmesterskab, fik saa stor en Lyst til Gryderne, at han en skønne Dag betroede sin Kommandørkaptajn, at hans hele Trang stod til at blive en rigtig flink Traktør i Kø« benhavn. Om Chefen dog ikke kunde hjælpe ham til det? Der var nu den store Vanskelighed herved, at Wil>

22 liam Murdoch ikke havde dansk Indfødsret, og at han heller ikke havde den Uddannelse i sit Fag, som kræ« vedes for at opnaa Borgerskab. Rothe gik imidlertid til Frederik den Sjette , der i en kgl. Kancelliskrivelse af 24. August 1827 gav ham Dispensation, og det fremgaar da af Borgerskabsprotokollen paa Raad« huset, at Murdoch i Henhold til denne Skrivelse har opnaaet Borgerskab som Traktør med Tilladelse til at holde Billard; som Antegning staar: kgl. Maskin« mester i kgl. Dampskib „Kielu, anbefalet af Hr. Kom« mandørkaptajn Rothe og paa Grund heraf foreligger intet Dokument". Hele denne gamle Historie var i de siden forløbne 8 Aar gaaet Rothe i Glemmebogen, men da han nu atter traf Murdoch, slog. det ned i ham: „Der har vi jo Manden, vi mangler!" Og kort Tid efter, d. 10. April 1837 er Murdoch sat i Stand til at købe begge de tidligere sammen« hørende Grunde paa Hjørnet af Bredgade og Dron« ningens Tværgade, som han nu indretter til et fint Traktørsted, som han kalder „Stadt Hamborg". Til midt i Fyrrerne driver han dette til sine fornemme Gæsters Tilfredshed; men da føler den tilrejsende Landadel i særlig Grad Savnet af et fint, moderne Hotel, dens Øjne falder paa „Stadt Hamborg", og med Tilblivelsen af „Hotel Phoenix" gaar det da saa« ledes til. '

F rrerne er ikke alene paa det politiske Omraade en Brydningstid; paa alle borgerlige Omraader mærker man, at Nytiden nærmer sig. Alene en saa* dan Begivenhed som, at vor første Jernbane aabnes d. 26. Juni 1847, er betegnende for det Initiativ og den Idérigdom, dette Tiaar gemmer. Det er ganske vist kun en Stump Bane fra København til Roskilde, men det er dog den eneste i Norden endnu i lange Tider, og saa stor var Nysgerrigheden efter at prøve dette Befordringsmiddel, at der i de første Par Maaneder rejste flere Mennesker til Roskilde end senere i et helt Aar. Andre mindre Begivenheder tjener ogsaa til Fyr« rernes borgerlige Karakteristik; det er nok at nævne saadanne Smaatræk, som at vi i denne Periode ser de første Industriudstillinger og endda den første Juleudstilling, arrangeret af Industriforeningen i en mægtig Træbygning paa selveste Kongens Nytorv; „vi faar Svovlstikker i Stedet for Fyrtøj, Metalpenne — ja, der er endda en Mand, der opfinder en Fylde« pen — i Stedet for Fjerpennen; Brygger Jacobsen be* gynder med sit nu saa navnkundige bayerske 01, Hofbager Albeck fremstiller det første Wienerbrød; Og Handelen tager et mægtigt Opsving. Men ogsaa i det offentlige Liv foregaar der en stor Forandring; det, der falder mest i Øjnene, er, at Klublivet faar sit Dødsstød; det kunde endnu i Fre*

24 derik den Sjettes sidste Dage daarligt tænkes, at en københavnsk Borger ikke var Medlem af en Klub, hvor han til Øde for sit Familieliv tilbragte de fleste ■af sine Aftener, der vrimlede af musikalske og drama« tiske Selskaber, som til Fulde viste, hvor slet det egentlig talt stod til med Selskabeligheden i Voldenes snævre København, hvor eet eneste Theater sad med et ukrænkeligt Privilegium. Selskabslivet i Hjemmene var ikke større end, at Stadsmusikanten i Følge sin Eneret med Lethed ved Hjælp af sine faa medvirkende bestred al Musikken til Ballerne; men i Fyrrerne bliver han en saga blott; Musiklivet vaagner og giver sig bl. a. til Kende gen« nem Stiftelsen af en Række Sangforeninger, som kræ« ver Plads og Lokaler, Byen ikke ejer. Og de offentlige Forlystelser tager Fart med Løjtnant i Livjægerkorp« eet, Agent Oeorg Carstensen som mattre de plaisir. Han begynder med straalende Fester paa Christians« borgs Ridebane og i Rosenborg Have, det er Lyset og Musikken, der i skøn Forening bringer ham Sejren hjem, da alle hans Evner kulminerer i selveste Tivoli, som han til Bedsteborgernes uforstilte Rædsel plan« tede midt paa den hellige og utilgængelige Bastion, og han forfølger sin Sejr her ved at skabe sit Vintertivoli i Casino, hvortil han flytter sin udødelige Lumbye, hvis alt betvingende Champagnegalop netop er en straalende Illustration til Københavnernes Livsglæde og Trang til Nydelse af det skønne, det løsslupne, -det befriende. Med vidt aabne og forbavsede Øjne ser Københav« nerne Casinos Elegance; den første Gas i Byen lyser over Etablissementet fra dets eget Gasværk paa S t Annæ Plads, og tænk, der er Kaféborde med for« gyldte Ben og Marmorplader. Men det koster Penge, Penge og atter Penge, og derfor bringer han og alle

25 andre, der vil have deres gode Ideer frem, atter Ak* tie*Selskaber, som man havde haft mindre Fidus til, siden det gik saa galt med de store Kompagnier i det attende Aarhundrede, paa Moden. Alt skal nu paa Aktier. Da Turistbesøget stadig stiger i Christian den Of* tendes Dage, føler man i høj Grad Mangelen af Hot teller; der er ikke meget ved dem, vi har, de er slet ikke Hoteller i moderne Forstand, det er Gæstgiver* gaarde, Herberger og Spisehuse alle til Hobe, og na* turligvis vil man da i Fyrrerne forsøge at raade Bod herpaa, og lige saa naturligt griber man som Middel hertil til Aktieselskabet. Det vrimler med Planer i Fyrrernes første Halvdel Der ligger nu paa Kongens Nytorv et gammelt Adels* palæ, i svundne Tider HolsteintHolsteinborgernes ; men det har gennemgaaet mange Omvæltninger: H6* tel du Nord havde man i Begyndelsen af Aarhundre* det kaldt det; da var det et pænt Herbergeri; men den rige Constantin Brun havde forsøgt at omskabe det til en Varmtbadeanstalt, der slet ikke vilde be* tale sig, og nu i Begyndelsen af Fyrrerne var det i Hænderne paa en ilde anset Vognmand, Rasmus Jør* gensen, „Specie*Jørgensenu blev han kaldt; han laa evig og altid i Krig med Vintapperlauget, og hans Gæstgiveri betragtedes som et Tempel for Venus, "hvad Københavnervittigheden rammende tilkendegav ved at bytte „N“et og „H“et om i dets Navn. Da han kom med Planer om at nedrive den gamle Gaard og bygge et nyt, moderne Hotel, mødtes hans Ideer med haanlig Latter. Man tænkte derefter en Tid paa at ombygge cTAng* teterre og kalde det „ Hdtel de Danemarcu, men man indsaa hurtigt, at det vilde blive en altfor rasende kostbar Historie. Ogsaa dette var nemlig en gammel

26 Adelsgaard, først Ahlefeld fernes, siden Gram’s; men det var slet ikke bygget med moderne Hotelforhold for Øje, og derfor søgte navnlig den Landadel, som man gerne skulde regne med under Terminsbesøgene, nødigt hertil, de indlogerede sig hellere helt privat, saa ogsaa denne Plan røg i Lyset. Saa tog den altid parate Georg Carstensen fat: han ræsonnerede rigtigt, at Adelshotellet skulde ligge i Adelskvarteret, og derfor planlagde han at bygge et Hotel paa St. Annæ Plads; selvfølgelig skulde det bygges paa Aktier. Men skønt mange kunde se det rigtige i, at Hotellet .skulde og maatte ligge i denne Bydel, havde man ikke blandt de kapitalstærke Bor« gere, der nok vilde løse Opgaven, rigtig Tillid til Carstensen , der var for meget Sprællemand i ham, han havde for mange Jern i Ilden, og saa vilde han lede alting selv, ikke taale nogen ved sin Side. Saa kommer endelig Manden, der løser Opgaven: det er en ganske almindelig Borger, Grosserer Joa* chim Topp, der siger, at det er rigtigt, at Hotellet bør ligge i AmalienborgdCvarteret; men hvor naturligt vil det da ikke være at købe det gamle »Stadt Hamborg4*; Grunden er ikke større og bekosteligere end over* kommeligt, og hos Murdoch , som nu har tjent saa gode Penge,, at han tænker paa at trække sig tilbage, har netop det Publikum, man skal have fat i, sin Gang; der skal diet nye Hotel ligge, og halvt i Spøg finder han paa, at det nye Hotel, som skal rejse sig paa det gamles Ruiner, skal stige op deraf som en Fugl Phønix, og hvorfor skulde man saa ikke ogsaa kalde det „H6tel Phoenix"? Paa Generalforsamlingen den 4. Januar 1846 stiftes Aktieselskabet, og Murdoch sælger det Grunden. At frigøre sig for sine Forpligtelser for at gøre »Stadt Hamborg4* ledigt, faldt ikke svært for Mur«

27 doch, han havde nemlig kun een fast, liggende Gæst, og ham kunde han sagtens faa til at flytte andet Steds hen; det var en ung Skuespiller og Sanger ved det kgl. Theater, der hed Peter Schram, og da Murdoch kom til ham og bad ham flytte med kortest mulige Varsel, blev han henrykt, for han skulde netop selv have bedt om at maatte flytte i Utide, da han havde faaet Theatrets Stipendium for at rejse til Paris og uddanne sin herlige Stemme, en sjælden blød og be* tagende Bas, hos den store Garcia. Der nede led for Resten den senere saa navnkun* dige og populære Kammersanger frygteligt af Hjemve efter København, og han sagde altid, at han længtes efter sin Hybel paa „Stadt Hamborg"; med Vemod saa han, da han vendte hjem i Oktober, sit gamle Logis nedrevet, og da det nye Hdtel havde rejst sig, var det ham baade for fint og for dyrt. Sangere var i hine Tider ikke Guldfugle, selv om de som Schram gennem en hel Menneskealder blev Operaens centrale Personlighed her hjemme. Medens man nu af fuld Kraft tog fat paa Arbejdet med Hotellets Nedrivning og Genrejsning, skulde man jo se sig om efter en Vært, og dette var lettere sagt end gjort. Manden skulde nemlig for det første gerne have en Smule administrativt Talent og nogen Erfaring m. H. t., hvorledes man i Udlandet drev et Hdtel. Ensaadan Mand havde man slet ikke her hjemme, og man ømmede sig ved at lade en Mand rejse til Udlandet for at gøre Studier, det var saa be* kosteligt, og sæt, man ikke fandt den rette, og han kom hjem med uforrettet Sag, saa var de Penge spildte; dernæst skulde Manden selv være en dygtig Kok og helst have en dygtig Kone, der forstod sig paa Madlavning og Husholdning; men de fleste af den Slags sad allerede godt nok i det paa deres egne

28 Spisehuse; hvorfor skulde de saa vove sig ud i det usikre, som noget saa nyt som et rigtigt Hotel jo maatte være? 1 vore Dage kunde man have tænkt sig, at en dyg* tig Tjener kunde være traadt til; men til det, man kalder faguddannede Tjenere, kendte man aldeles ikke i de Tider; det var altsammen Karle, der gik med store, hvide Forklæder paa og serverede i Skjorteær# mer, og hvis mest attraaede Egenskab var, at de skul# de kunne skylle Glas uden at slaa for mange itu og vaske Servicet saa rent, at det kunde staa for et me* get kritisk Øje, naar det igen skulde benyttes. Dette Spørgsmaafvar ikke let at løse, og det gav Anledning til adskillige Rivninger indenfor Aktiesel# skabets Direktion, saaledes at endog i 1847 en Fuld# mægtig Jensen melder sig fra, og man maa holde hele to Generalforsamlinger for at faa valgt hans Efter* mand, som bliver den bekendte Stadsmægler og Rid* der P. S. Heckscher, en anset Mand, der siden fik stor Indflydelse paa Udviklingen af AmalicnborgdCvarte* ret; han ejede den Gang en Del af de Grunde der omkring, som senere blev bebyggede, bl. a. den tid* ligere Gamélske Gaard, og han var derved Hotellet en nyttig Mand, idet han jo ved sine Nybygninger skabte det et Opland, det hidtil i nogen Grad havde manglet. Allerede i 1853 har han afløst Topp som Aktieselskabets Formand. Men Heckschers Indtræden hjalp mere til at frem* skynde Hotellets Opførelse end for Værtsspørgsmaa* let — det forstod han sig nemlig paa, og saa vidt det kan oplyses, brugte han ikke nogen Arkitekt; en saa* dan Kunstner var i det hele taget i hine Tider et lidet kendt Begreb blandt de borgerlige Bygherrer; man hjalp sig med det, man nu til Dags kalder „Mur* mester*ArkitekturM, og den var ikke værre end det

29 Makværk, de rigtige Arkitekter med selve Meldahl t Spidsen velsignede Byen med saa langt senere som, da man i Halvfjerdserne opførte de Rædsler, der hed« der Gammelholm, Hovedvagtsgade«Kvarteret og Frederiksborggade. Saa kom endelig Tilfældet Aktieselskabet til Hjælp; for at forstaa dette, maa man se en lille Smule paa Beværterforholdene i Fyrrerne. Man var, naar det gjaldt offentlige Spisesteder, efterhaanden begyndt at gaa bort fra Spisehusene, hvoraf Richters paa Kon« gens Nytorv (det nuværende Grand Café) var den mest søgte. Det var der, man kunde spise sig mæt l en mægtig Boeuf, som endogsaa kom til at spille en Rolle i Litteraturens Historie; thi det var Rygtet om denne Boeuf, der havde lokket den unge Oehlenschla « ger derop i 1800, hvorved han fik Lejlighed til at blive præsenteret for sin „Lynildsmand**, Filosoffen Henrik Steffens, der gav ham Impulserne til hans første Ung« doms straalende Gennembrud som Romantiker. Men Folk var ved at blive kede af Spisehusene, de var i deres Udstyr og Betjening for spartanske, for lidt renlige, og i 1820’erne fik man da Konditorierne, der hurtig ved deres glimrende Smørrebrød og fine Ka« ger fik en Blomstringstid og skabte vort moderne Kafé*liv, skønt man lige til ned i Treserne jo ikke fandt det passende, at Damer viste sig paa offentlige Steder, end ikke i Følge med deres Ægtemænd. Da saaledes en meget kendt og fin Københavnerinde en Gang blev overfaldet af et Ildebefindende paa Hjør« net af Store Strandstræde og Kongens Nytorv og blev bragt ind i Grandjeans højt ansete Konditori der, for« langte hun, skønt hun trængte til øjeblikkelig Hjælp, energisk at blive bragt ind i Værtens private Værel« ser bag ved, inden man bragte hende de nødvendige Forfriskninger, da det vildo betragtes som en uhørt:

.32 'Navn, netop skulde ned til sit Fædreland og anbringe sine Penge, og til ham overdrog man da med det sam* me at finde og engagere en fin og dygtig, fuldt moderne uddannet Konditor, der vilde paatage. sig Bestyrelsen af Hotellet i Forbindelse med en Formiddagskafé, der kunde bære en Del af den Driftskapital, et saadant nyt Foretagende maatte kræve. Mini kom hjem med Stephan é Porta. Hvor heldigt dette Valg var, ved enhver Københavner, der endnu den Dag i Dag ser hans Navn prange over den popu* lære Kafé paa Kongens Nytorv. Thi det kan maaske her med det samme bemærkes, at det blev ham, der i 1856 kom til at afløse Mini paa Kongens Nytorv, men i samme Forbindelse maa det da tilføjes, at da han efter 8 Aars udmærket Arbejde paa Hotel Phoe* nix besluttede sig til at sætte Foden under eget Bord, blev der atter et Ramaskrig blandt de danske Værter, der saa deres Interesser truede. Men Stephan å Porta havde da vundet et saa anset Navn for sig og for Hotel Phoenix, at hans vante Gæster dér blandt Adel og Officerer talte hans Sag hos Kong Christian den Ottende; men der skulde dog intet mindre end en højtidelig kongelig Bevilling til for at sætte Man* den paa hans rette Plads, og dog naaede han ikke, hvad han vilde. Paa Hotel Phoenix havde han gjort stor Lykke" med sin berømte „Dejeuner å la four» chette“, hvilket jo paa Dansk betyder saa meget sotn „Gaffelmad", men som i é Portas Sprog betød smaa, fint tillavede varme Frokostretter. I sin Bevilling til Kongens Nytorv naaede han ikke dette, Tilladelsen lød kun paa *i Forbindelse med Konditoriet at holde Beværtning med kold Frokost og Aftenspise samt ,med Bouillon og kogte Æg". Betegnende er det, at det Ry, Hotel Phoenix ved å Portas Hjælp havde vundet som et udmærket Fr6*

33 leosthotel — et hidtil ukendt Begreb iKøbenhavner* nes Fantasi — har det bevaret den Dag i Dag. . En Ting havde å Porta lært af sit Ophold paa Ho* tel Phoenix: det var ikke nok at have god Mad, til* beredt af første Klasses Varer; meget af Sukces’en Beroede ogsaa paa, at der serveredes i hjemlige og hyggelige Lokaler, hvor Folk følte sig til Pas, og det var man ellers ikke forvænt med i de Tider. Stor Op* mærksomhed vakte han derfor ogsaa ved at aabne sin Kafé i Stil med Hotel Phoenix* Lokaler med Væg* malerier, Dekoration med Statuetter, Spejle, Portié* rer, Gaskroner og parketterede Gulve. Thi det var jo netop det, der, da Hotel Phoenix aabnede, forbløffede Københavnerne. Man kan i Sam* tidens Blade læse sig til den Forbavselse og Begej* string, Hotel Phoenix vakte, da det aabnede. Det var netop dette dagligstue*mæssige med bløde og be* kvemme Møbler, med fornemme Portiérer og Gar* diner, med Parketgulv og diskret Belysning, der gjorde det til Familie*Hotellet par excellence; og Ud* styrelsen var saa douce og smagfuld, at navnlig Ho* teltets naturlige Publikum, det, hvortil man først og fremmest bejlede, den tilrejsende Landadel og Hof* fets Kavallerer og Embedsmænd, hurtig følte sig hjemme her og betragtede det som hørende til god Tone at bo der under Københavner»Besøgene; og saa* ledes er det ogsaa siden bevaret som en Tradition, Hotellet regner for sin Stolthed. Det er sagt, at Hotellet ved sin Aabning forbløf* fede Københavnerne; men denne Forbløffelse gik hur* tigt over til en Begejstring, ,der bevirkede, at alle rig* tige Københavnere med K. skulde derhen, og derfor faldt det ganske naturligt, at Hotellet snart efter ud* videde sin Plan og tog de Selskabslokaler, som hørte til det, i Brug om Aftenen, idet man engagerede før*

34

ste Klasses Musik, serverede Vine og kolde Anret« ninger og lod det besøgende Publikum danse. Dette fik skæbnesvangre Følger for andre; der var for det første ingen, der vilde være rigtig fin, der ikke fejrede deres Bryllupper, Fester o. a. paa Hotel Phoenix, saa at især Hotel d’Angleterre, men ogsaa Kongens Klub paa Østergade 15, hvor det lidt bre* dere Lag fejrede deres Jubilæer o. 1., led betydelige Tab; men den, det ramte føleligst, var dog Georg Carstensen. Hans Casino — Vintertivoli — havde jo i første Omgang vundet en eklatant Sejr; man var ogsaa ble« vet begejstret over Casinos Elegance; tidligere er nævnt de forgyldte Borde med Marmorpladerne —*, men H. C. Lumbyes Musik var dog Hovedattraktio# nen. Da nu imidlertid Hotel Phoenix aabnede med sine lune og familiære Rum, sin dagligstue«agtige Komfort, forandrede Stemningen overfor Casino sig pludselig; man fandt, at det var en kold og uhyggelig Form for Elegance, at alt var for uroligt; Basargan« gens Boder var for brogede og tarvelige, man fik let Indtryk af at færdes paa en Dyrehavsbakke; alt var rodet og blandet i altfor høj Grad sammen, nogen Hvile i Glæden var her ingen Tale om; Publikum var ogsaa for blandet. Carsiensens Fester blev mere og mere urolige"og forcerede, og Enden paa det blev, at „den fine "Portion** af Publikum, det, der kunde be# tale, trak sig tilbage og foretrak Phoenix; en skønne Dag i 1848 gik Carstensen fallit, og hans Vintertivoli blev omdannet til det Theater, det er den Dag i Dag. Straks i sin Start havde Hotel Phoenix altsaa vun# det en Sejr, som har den store Betydning for Køben# havns Kultur, at det blev Smagens og Dannelsens dis# krete Sejr over det vulgære og smagløse, det støjende og stødende, og som Forkæmper for disse Idealer har

•i

35 Hotellet siden staaet i nu 80 Aar i vort offentlige Kulturliv; derfor bliver dets øvrige Historie stille og ikke meget begivenhedsrigt; det har været en stille Magt i Byen, men ved sit Exempel har det haft en udmærket Indflydelse. Om de senere Aars Begivenheder skal vi kortelig berette, Idet vi dog allerede her skal tilføje, at en af de første, faste Beboere, Hotellet Hk, var Etatsraad Adam Oehlenschl&ger. Da den gamle Digter følte sig besværet af den lange Vej fra Fasangaarden til det kgl. Theater, flyttede han for et Aar ind paa Hotel Phoenix, hvor han — Enkemand som han jo var, og alene — boede, til han midt i 1849 flyttede hen til den Lejlighed i Amaliegade, hvor han døde d. '20. Januar 1850.

N Har man. som Opgaven er her, skal skrive Hotel i Phoenix Tilblivelseshistorie og undersøge de For# hold og Kræfter, der medvirkede til at give dette Hotel dets særlige Præg, den Karakter, som det igen# nem Tiderne har beholdt, og som det jo endnu den Dag i Dag med Held søger at hævde: kort sagt, Byens fornemste Bydels Familie#Hotel, hvor vore bedste Slægter Aarti efter Aarti, til vi naar de otti, har fun# det netop det, som de ønskede, saa ligger det ganske nær her at spørge, om det har haft nogen Indflydelse paa Hotellets Udvikling, at dets første Vært ikke blot var en Svejtser, men oven i Købet en — som det siden viste sig — saa fremragende Svejtser som Stephan å Porta. Svaret bliver øjeblikkelig et ubetinget Ja. Og mor# somt nok er der en lille Hændelse, der meget hurtigt efter Hotellets Aabning, viser, at å Porta netop har set, at det, som skulde give Hotel Phoenix dets Fy# siognomi, først og fremmest var, at det skulde føre en fredlyst og uforstyrrelig Tilværelse, saa ugenert af den voksende larmende Bys Eksperimenter som vel muligt og saa fjærnt fra markskrigersk Reklame som tænkeligt. Det var netop i Slutningen af Fyr# rerne, at Begyndelsen til det reklamemæssige tog Fart; ejendommeligt er det i saa Henseende, at en først et halvt Aarhundrede Aar efter gennemført Plan, der er til liden Ros for vor Tid, nemlig Ideen

,k ! v * y-V

<

/

37 om Reklamesøjler, første Gang var fremme samtidig med, at Phoenix aabnede; men den vandt da ingen* Tilslutning. For den havde den nye Vært paa Phoe# nix intet Øré. „Kan mit Hotel ikke reklamere for sig sélv ved sine indre Egenskaber, duer det ikke,Msva* rede é Porta , da man bad ham støtte denne Sag. Men en anden lille Hændelse, der viser, at å Porta straks havde stukket Fingeren! Jorden og lugtet, hvor han var, er maaske nok saa betegnende: Den Karak* tér, AmalienborgdCvarieret havde, gjaldt det for en* hver Pris at bevare, og dets Beboere blev hurtig Lo# kalpatrioter i allerbedste Forstand. Man vilde for en* hver Pris holde alt det ude, der kunde skabe Uro og forsimple, og den farligste Fjende havde man da 1 den stadig mere og mere fremspirende — og i alle andre Henseender særlig prisværdige Foretagsomhed. De mange nyé industrielle Anlæg, som netop spi# rede frem i denne Periode, var i sig selv gode nok, men det gjaldt om, som H. C. Andersen sagde, at alting var paa rette Plads, og Amalienborg*Kvarieret maatte nu ikke forstyrrés og foruroliges af Fabrikan* læg, hvis sorte Sod kunde skæmme den lyse og fest*1 lige Stil, der var den herskénde. En Smed kan være god nok til sit og respektabel i enhver Henseende, men han kan nu en Gang for alle ikke faa Lov at plante sin Esse i en Herregaards* håve. Han kan til større Gavn for sig selv lægge sin Smedie ved den alfare Vej. Og nu kom der netop i 1847 en Plan, der truede med at forstyrre den for* nemme Ro, der hvilede over Bredgade. I Store Kongensgade med Baggaard med Have ud mod Bredgade; i umiddelbar Nærhed af Hotel Phoe# nix, Jan den senere saa berømmelige Krigshelt, davæ* rende Oberstløjtnant Olaf Ryes velfornemme Gaard; men da dens Ejer ikke havde Råad til at bevare den.