294546170

saa det kunde gjøre ondt i Øinene. Deres Bredder vare ikke som nu afsatte i en lige Linie med Bolværk; ud og ind bug­ tede de sig, medens Jordsmonnet skød sig fladt ud; ludende Piletræer, Siv og Rør, hvor Vildanden rugede, hvor Drossel og Stær fløitede, og hvor der var Rørskjæring om Efteraaret, speilede sig i Søernes blanke Flade; udfor Haverne vare hist og her smaa Broer udlagte, hvor Smaabaade, tilhørende de mere Velhavende, vare fortøiede; at have Baad i Søen eller Fisketegn til den var en vis Luxus. Saaledes havde den gamle Præst ved Trinitatis Kirke, Dr. R., sin Baad liggende fortøiet i Hjørnet af Peblingesøen (nuv. Hjørne af Frederiks- borggade og N. Søgade), og mangen Gang tog den venlige gamle Mand, der altid havde en munter Spøg til Børnene, os Drenge med i Baaden og betroede os at ro ham hjem til Mosendal (s. ovenfor), hvor han havde sin Sommerbolig; det var jo ganske vist ikke den allernærmeste Vei til Hjemmet paa Blaagaard, men Udsigten til at faa en Rotur og til skifte­ vis at turde føre en Aare var for stor. — Den Gang var St. Jørgenssø ikke som nu et Led af Kjøbenhavns Vandværk, der jo slet ikke existerede, men den og de andre Søer forsynede tildels Staden med Vand, og den var heller ikke som nu delt, men af et stort Areal, der strakte sig fra gammel Kongevei lige til Ladegaards Veien (nuv. Gyldenløvesgade); dens Vandspejl var lavere end de andre Søers og stod i For­ bindelse med Peblingesøen, med hvilken den forbandtes ved et Sluseværk og Stigbord. Om Forgrunden er ikke meget at sige, den var for største Delen optagen af Fæstningens Glacis med Plantninger, Jord­ værker og enkelte Steder tørre Grave med Raveliner og de bekjendte røde Pæle med sorte Tavler, indeholdende Forbud mod at betræde Glaciet eller mod at øve anden Molest, saasom at „grave efter Ben".1) Imellem Søerne fra Øst til Vest saas de militære Kirkegaarde og et Par eiendommeligt udseende lave „hollandske" Stubmøller, Gartner Reehs store Have, Gjæstgiverstedet 3 Hjorte (se nedenfor), Acciseboden, Keller- manns store Tømmeroplag og Vaaningshus, og længere mod

’) I)a der i Pestens og Krigens Tid jævnlig fandt Begravelser Sted uden­ for Portene, var Forbudet ei saa umotiveret.