294546170

Vest Deichmanns Chokolade Fabrik, Gartner Martin Hansens store Anlæg og yderst Tromtnesalen (Kreaturmarked). Saaledes omtrent saa Kjøbenhavns Omegn ud ved Slut­ ningen af Frederik den Sjettes Tid; lidt efter lidt fyldtes saa Terrainet, enkelte Tage reiste sig hist og her og begrænsede Udsigten fra Volden, men i det Væsentlige skete dog ingen Forandring, og cn saadan kunde paa Grund af Demarkations- linien heller ikke finde Sted — selv ikke langt ind i Frederik den Syvendes Tid — saa længe nemlig, som Kjøbenhavn var Fæstning; kun med Regjeringens specielle Tilladelse kunde der indenfor Linien opføres Bindingsværks Bygninger paa én Etage, hvor et Mansard-Tag erstattede en anden Etage; Bi­ erne inaatte jo være belavede paa at se deres Huse sløifede i Krigstid for ikke at yde Fjenden Dækning. Saa kom Om­ væltningen, Fæstningen opgaves, Demarkationslinien med den, Stadens Kommune erhvervede Fæstningsterrænet; Portene nedreves for ikke at hæmme Færdselen, man kunde for den Sags Skyld gjerne have ladet dem staa, indtil de viste sig at ligge i Veien; de havde dog i kommende Tider afgivet inter­ essante Mindesmærker om Byens Grændse i fordums Dage og havde samtidig kunnet afgive bekvemme Tilflugssteder i Trængsel og Regnveir for Fodgængere; ialfald burde Nørre­ port som et interessant Stykke Renaissance have været frelst for Ødelæggelse, og endelig faldt Voldene, den sidste Grændse mellem By og Land, de gamle Volde, hvis lave Forgængere modstod Carl Gustavs stormende Skarer, da hele det øvrige Land var i Fjendevold, Voldene, der bragte os de første Violer om Vaaren, og som afgav luftige og dog skyggefulde Spadseregange for Gamle, Svage og Fattige. Og de dybe Grave mellem „Kirsebærgangen" og Glaciet, hvor den ensomme Fisker sad med sine Snører, tilkastedes; ikke for Fjendehaand men for Stadens Guld faldt alt dette for at skaffe Plads til moderne Boulevarder, der endnu (i 1894) ikke befærdes ret meget, og til store Bygningskvarterer med taarnhøie Huse i alle mulige Stilarter. Den ældre Generation har Lov til med Steen Blicher at sige: „Ak, hvor forandret!"