294546170

Bønder tilladt at agere Vognmænd og kapre Gjæster til deres forøvrigt meget umagelige to-, tre- eller firestolede Fjæle­ vogne uden Fjedre; men i Dyrehavstiden toges det ikke saa nøie, og Fordringerne til Bekvemmelighed vare ikke saa store som nu. Om Hverdagen, naar Begjæret efter Plads paa Vognene ikke var saa stort, gik det ganske ordentligt til; Prisen for en Tur til Bakken var da gjerne 1 Rbm. (33 Øre) pro persona; Familier, som paa én Gang tog flere Sæder, tik vel endog Rabat; men om Søndagen, naar Efter­ spørgslen var større, især den anden og den sidste Dyrehavs­ søndag, var der meget livligt ved Tre Hjorter lige fra den aarie Morgenstund. Prisen var da aldrig under 24 Sk. og Kl. 1—2 kunde i godt Veir Kursen stige til 32 Sk. pro persona. Kuskene med sorte Uldhatte, sølvknappede Trøier af livlige, lyse Farver og med Pisken i Haanden kaprede paa det Ivrigste; og ve den ulykkelige Familiefader, som med Mutter, Børn, Tjenestepige og Madkurve eller Madposer faldt i Hæn­ derne paa 3—4 Kuske, der stimlede om ham og halede i ham hver henimod sin Vogn! Mutter og Børnene, især de sidste, pressede paa for at komme afsted, og Kuskene tingede og sled i de Ulykkelige; det var en Forsmag paa den Skjærs- ild, som skulde gjennemgaaes om Aftenen paa Hjemturen fra Bakken. Naar Familiens Overhoved viste sig rolig og kold­ blodig og lod sig og Sine sætte til Licitation af Kuskene, gik det endda; men viste han sig vankelmodig eller indlod han sig paa at undersøge Sædernes Beskaffenhed, tvivle om Hestenes Trækkeevne, eller — hvad værre var — prøvede han paa at vælge sit Selskab og vrage dem, der alt havde sat sig op; da ve ham! Han endte i Reglen med at blive trukken godt op og endda udlét; ulige bedre stillede vare de unge, løse og ledige Fyre, som gik ud for at slumpe til en Plads i et lystigt Selskab, og som i alle Tilfælde ikke vare bange for, om det skulde være, at gaa til Skoven; hjælp­ somme mod Damerne, de unge og smukke da fortrinsvis, vare de allevegne ved Haanden; man tilbød at bytte Pladser (Sædet over Hjulene var jo ikke saa behageligt); man rakte de Opstigende en hjælpende Haand; man tilbød at slaa Paraply op, naar det stænkede eller støvede, man gjorde sig saa lille som mulig og tilbød endog — alene for at gjøre 2*