294546170

mere Plads naturligvis — at lægge Armen langs' Ryggen af Sædet. Forvildede den sig saa om Livet paa den smukke Naboerske, ja! saa var det Vognens Rysten, Veiens Hældning og Pladsens Skyld, og, Herregud! saa var det jo Dyrehavs­ tiden. Endelig var Vognen stoppet saa fuld, som den vel kunde, thi før kjørte Bonden ikke, og ofte nøiedes han selv med at sidde paa Forsmækken og Fodersækken med Benene ding­ lende ned mellem Skaglerne, men, inden Staldmesteren fik sagt sit „Færdig" og for sidste Gang havde taget den lille Vognstige bort, var ofte et Bekjendtskab indledet, som, næret underveis ved udvist Ridderlighed, afpasset efter de forskjellige Aldere, undertiden skaffede en Indbydelse til et fornøieligt Maaltid i det Grønne, ja man havde endog Exempler paa, at Bekjendtskaber og Forbindelser, saaledes indledede og knyttede, varede baade den og næste Aars Dyrehavstid ud. Op til Tre Hjorters Reisestald laa Acciseboden (se oven­ for) med det store Skur med Ind- og Udkjørselsport i Gavlene, i hvilket hele Vognlæs kunde indkjøres og veies. Her skulde som sagt Varer angives, og Seddel løses. „Sise- boden" var en ret anselig 1-etages Bygning med en bred Trappe, der førte op til en aaben Forhal, prydet med Søiler, som Raad- og Domhusets, men selvfølgelig af mindre Dimen­ sioner; gjennem en Række Luger i Bagvæggen afgjordes Forretningerne mellem Publikum og Betjentene. Det er en given Sag, at denne Omstændelighed var meget besværlig for den daglige Trafik navnlig paa de bestemte Torvedage. Tarveligt forspændte Bøndervogne fra Omegnen, ja helt oppe fra Kulsvieregnen, førende Hø, Halm, Tørv, Brændsel, Fede­ varer, Æg, Grøntsager etc., holdt i lange Rækker, som kun Fod for Fod avancerede; det var strengt forbudt at bryde ud af Vognrækken; kun enkelte Priviligerede gjorde en Und­ tagelse, saaledes det lille Enspænderkjøretøi, der befordrede min Fader og os Drenge, naar Vciret var haardt og Tiden knap, fra Blaagaard til Kancellibygningen, hvor han som Kontorchef i Rentekammeret havde sit daglige Arbeide, der dengang begyndte Kl. 9 om Morgenen. Vi havde fri Passage. Morsomt var det at se den uhyre Vognrække, der kunde strække sig fra Acciseboden lige ud til Runddelen ved Kirke- gaardens Ende, ja stundom længer. De helt eller halvt