294546170

Det er mig som en vemodig Drom, naar jeg ser tilbage fra Nutidens vilde brusende Strom paa de gamle Dage

Blandt Kjøbenhavns Forstæder har N ø r r e b r o i Grunden havt en underlig Skjæbne; thi medens Østerbro og Vesterbro i gamle Dage — jeg taler om Slutningen af Frederik den Sjettes og Begyndelsen af Christian den Ottendes Tid —vare vel kjendte og livligt befærdede Veie til og fra Hovedstaden, laa Nørrebro stille hen, levende sit eget Liv, sjældent befærdet af andre end sine egne Beboere. Den var jo hovedsagelig kun kjendt som Veien til Assistents Kirkegaard, som den, ad hvilken „Borgerne" trak hjem fra Fælleden med vaiende Faner og klingende Spil, med Garbrecht, „Krigeren og Skjalden" i Spidsen, og endelig benyttet af de hjemvendende Skovgjæster, som havde forlænget Skovturen ud over Midnattens Time, og for hvem Nørreport, den eneste Adgang, der var aaben hele Natten, derfor var den eneste Tilflugt for at kunne naa den hjemlige Arne. Øs t e r b r o var derimod Veien til „Skoven" i hine Tider, da man ikke kjørte til Charlottenlund pr. Jernbane, og da Dampskibene ikke som nu mange Gange daglig føre Lyst­ reisende til Stationerne ved Sundets Kyst, men da man enten i Selveiertøi, Hyrevogn eller i Kildetiden paa Kapervogn, de saakaldte „Kaffemøller", kjørte ad den tunge, sandede Strand- Kortet viser Norrebros Udseende i 1811, medens Texten væsentlig om­ handler Trediverne.

591122