294546170

esse for Andre end mine Nærmestes Kreds. Kun maa jeg udtrykkelig bede fastholdt i Erindringen, at det er mi ne Barndomsminder, saaledes som de staa for mig for næsten 60 Aar siden. II. Lige ud for Frederiksborggade, hvor dens Forlængelse skærer Boulevarden, laa Nø r r e p o r t , den største af Stadens Porte, midt i Fæstningsvolden, som her naaede sin største Høide. Den var en anselig Bygning, opført 1671, altsaa i Christian den Femtes 2det Regjeringsaar, i Robocostil, paa enkelte Punkter mindende om Christian den Fjerdes, men nærmende sig Parykstilen; den var udvendig beklædt med en rødbrun Sandsten, selve Portaabningen havde ligesom Bygningen hele Voldens Dybde og var en Tøndehvælving, saa snæver, at to Vogne næppe kunde komme forbi hinanden, med et ganske smalt Fortoug, en enkelt Fliserække for Fod- gjængere paa hver Side af Ivjørebanen. Hvor mangt et Par Skosaaler har jeg i Aarenes Løb ikke slidt i denne Port, og hvor haardt trampede jeg ikke i Brostenene, naar jeg som Dreng kom ind i den, for at fremkalde den rungende Gjen- lyd, som al Larm i Hvælvingen frembragte. Det Alvorlige, Strænge, Fæslningsagtige virkede paa én Gang ængstende og lokkende paa det unge Sind; ja! Porten var i flere Henseender en mærkelig Bygning; den var Grændsen mellem Land og By, medens denne nu snarere maa lægges ved Bispebjerg Mølle; den var, paa en Tid da det langtrækkende, pantser- brydende Skyts var ukjendt, et vigtigt Led i Kjøbenhavns Forsvar, og den var en Station paa den lange Skolevei, dertil lun, ja næsten varm, naar man de kolde Vintermorgener kom ude fra det aabne Land ind til den tætte By. Nørreport var stor, kolossal i Barnets Fantasi med sine Statuer og Snirkler og ved den mærkelige Omstændighed, at der boede en hel Familie oven paa den, og dog ikke større, end at en bekjendt Tambourmajor, Gyllenspets ved Navn, i Spidsen for Livgarden efter Sigende kunde kaste sin sølvbeslagne Stav op i Luften over den, men til Gjengjæld var Luftfarten saa lang, at han kunde naa igjennem den og gribe Staven indenfor. Dette