KirkeOgSkolelivIGamleDage

om, at saadanne Begravelser alligevel skulde svare den sædvanlige Klokkeafgift uden Hensyn til, om Sang* værket benyttedes eller ikke, og dette bevilgedes i Virkeligheden ogsaa. Men Udgifterne hørte ikke op med selve Begra* velsen. Gravstedet skulde holdes vedlige, og dette kunde man umuligt selv være bekendt at gøre. Man lod derfor som Regel Graverne besørge dette, sær* lig den traditionelle Strøen Sand paa Gravene hver Sommersøndag. Paa dette Omraade maatte der ikke spares. Hvis man ikke vilde have O rd for at være lunken i sine Følelser overfor sine afdøde Slægtninge, maatte man sørge for, at Sandlaget blev saa tykt som muligt, og den, der havde bedst Raad, fik da selv* følgelig sin Grav højest, højere end alle de omliggen* de.Herved fik Kirkegaarden en meget ujævn Overfla* de, og man maatte da ogsaa tilsidst, til stor Fortrydelse for Graverne, ganske og aldeles forbyde denne Skik. Lange og lige var Gangene paa den gamle Hellig= geist Kirkegaard, uden anden Hygge end de iøvrigt ret statelige Lindetræer og de enkelte andre Træer, særlig Sørgepile, som nogle af Gravstedejerne havde plantet. Ellers var der gjort alt for at faa Døden frem* hævet som et saa mørkt og dystert Skræmmebillede som muligt. De ujævne, spidse Gravhøje med de smag= løse Monumenter, hvor Dødningehoveder og Ben* rader var afbildet (kun paa Præsternes Mindesmær* ker var oftest Duen, Symbolet paa Helligaanden, ind* hugget), gjorde et tungsindigt, næsten skummelt Ind* tryk, der yderligere forøgedes ved den Uorden, der saa at sige var dagligdags derinde. Dette var iøvrigt tilfælles for samtlige Københavns Kirkegaarde, og det er først blevet vor T id forbeholdt KØBENHAVNS K o m m u n e b i b l i o t e k e r 26