FraEmpiretiden_I

100

ham, og ofte hørte Drengene raabe „Djævlesmed11, naar de tik Øje paa ham, blev han efterhaanden meget inde­ sluttet. Denne Indesluttethed forlod ham imidlertid snart, da han begyndte at søge slet Selskab og forfaldt til Drik og Spil, hvilket dog ikke afholdt ham fra vedblivende hver Søndag at høre Messen. Den Samvittighedsfuldhed; hvor­ med han overholdt dette Løfte, kunde han takke for, at han ikke blev fængslet som mistænkt for Trolddoms­ kunster. Da han imidlertid engang ved Spil havde for­ glemt i rette Tid at begive sig paa Vej til Kirken, satte han i Løb for muligen derved at indhente det forsømte, og da han naar St. Stefanspladsen og ser, at Kirkedøren endnu er aaben, sæ tter han mere Fart paa, men i samme Øjeblik han naar den, styrtede han over Kirkedørens lave Trin og slog Panden saa haardt mod Gulvets Fliser, at han døde paa Stedet. Efter Smed Pfenningers Død, vedblev Madam Rau, var der henrundet et meget langt Spand af Tid, og Egestammen var nu forneden saa tæt beslaaet med Søm, Hoved ved Hoved, at det næsten var en Umulighed at faa drevet flere ind, og derved var Træet kommet til at se ud, som om dets Bark var knudret Jern. Da Byens Borgmester havde lovet den, der var i Stand til at smedde en Nøgle, som kunde oplukke Laasen, der sammenholdt Jernbaandet om Træet, frit Borgerskab og andre Fordele, havde enkelte Smedesvende i Tidens Løb forsøgt at forfærdige en saa­ dan Nøgle, med stedse forgæves. Imidlertid var der til Byen kommen en ung Smedesvend ved Navn Reinhart, der grundet paa sine udmærkede Anbefalinger, navnlig som Laase- og Nøglesmed, fik Arbejde hos Micel Ritter, Byens dygtigste Smedemester. Denne var Enkemand og havde en Datter ved Navn