FraEmpiretiden_I

104

blevet noget forvredet, hvilket dog ingen Betydning havde, da det nemt lod sig rette. Da Reinhart omsider havde Nøglen færdig og smukt poleret, overrakte han den til sin Mester, til hvem han dog ikke meddelte noget som helst af det, der var fore- gaaet ved Nøglens Hærdning. Efter at hans Mester længe med synlig Beundring havde betragtet Reinharts Arbejde, lagde han sin Haand paa hans Skulder og s a g d e : „Det er et sindrigt, smukt og prægtigt Stykke Arbejde, du her har udført, og en god Løn værd, som jeg nu vil give dig.“ I det samme aabner han Døren til det tilstødende Kammer, hvorfra hans Datter træder ud. Faderen tager hende ved Haanden og fører hende hen til Reinhart, til hvem han s ig e r : „Tag hende, det bedste, jeg ejer, som Løn for dit A rb e jd e !“ Dermed forlod han dem, iførte sig sine bedste Klæder og gik hen til Byens Borgmester for at underrette ham om, at hans Svend Reinhart havde forfærdiget en Nøgle til Laasen paa Djævleegen. Den paafølgende Søndag, da Gudstjenesten var til Ende, begav Byens Øvrighed med Borgmesteren i Spidsen og Reinhart ved hans Side med den blanke, skinnende Nøgle sig i Procession til Egen, efterfulgt af en stor Mængde af Byens Borgere. Da hele Skaren var samlet omkring Egen, traadte Reinhart frem og aabnede med sin Nøgle Laasen, som han tog ud af Jernringen, og viste den tillige med Nøglen til den forsamlede Folkemængde. Denne udbrød ved at se Laasen aabnet i høje Jubelraab og kastede deres Hoved­ bedækning op i Luften af Glæde. Da Reinhart atter havde sat Laasen i Jernbaandet og lukket den, kastede han ihukommende sit givne Løfte Nøglen højt op i Luften. Men i det Øjeblik, Nøglen naar