FraEmpiretiden_I

112

maatte forundre ikke alene din Mand men ogsaa dig, Hansine." Da der, som bekendt, mellem Thranes Hustru og Rikke bestod et oprigtigt Venskabsforhold, tiltalte de hinanden med Fornavn eller du. „Jeg vil oprigtig tilstaa," svarede Hansine, „at dit Kend­ skab til min Mands Arbejder og deres Benævnelser ofte har forbauset mig, tilmed da du altid slog det hen i Spøg, naar vi desangaaende vil have noget næ rmere at vide. Jeg er derfor meget glad ved nu at erfare, hvorledes du har faaet dette Kendskab." „Jeg kan forsikre dig," udbrød Rikke, „at jeg ogsaa føler mig glad, fordi jeg har fortalt dig det, og da jeg nu har begyndt, vil jeg fuldende og fortælle, hvad der senere er hændet m i g : Iblandt de mange Skibskaptajner, som besøgte For­ retningen for at proviantere deres Skibe og forsyne disse med de mange forskellige Slags Tovværk, hvoraf vi solgte store Masser, der blev leveret fra Engelskmandens Reber­ bane, som laa et lille Stykke Vej uden for Helsingør, be­ fandt sig ogsaa to, som vare Tvillingbrødre, og hver ejede en tremastet Skonnert, med hvilken de for det meste sejlede paa Nord- og Østersøen. Saa ofte de kunde, an­ løb de Helsingør, hvor de da altid besøgte vor Forretning. Disse Tvillingbrødre havde begge fattet Godhed for mig og optraadte begge som Bejlere til min Haand. Ærligt talt syntes jeg meget godt om dem begge, hvorfor det faldt mig vanskeligt at gøre mit Valg, af hvilken Grund jeg stadig udsatte dette. Saa traf det sig imidlertid saaledes, at den ene af Brødrene en Vinter lod sit Skib lægge op i Hel­ singør og tillige selv forblev der, medens Broderen med sit Skib var paa en længere Rejse mod Syden. Da Brødrene i det ydre skuffende lignede hinanden,