FraEmpiretiden_I

14

„Hvordan? fortæl mig! der er da ingen Ulykke sk e t!1 „Nej, nej, min kæ re Pige, frygt ikke!" „Har Onkel da givet sit Samtykke til vor Forlovelse?" „Endnu ikke; — men kom; jeg kan ikke fortælle dig det her. Vi risikerer for meget derved." „Men hvad skal vi da gøre?" „Kom blot, min Elskede! — følg mig gennem Laagen der henne, saa kommer vi lige ind i Skoven. Der er Fred og Ro, der vil ingen kunne forstyrre os." „Jeg tør ikke!" „Du tør ikke! næ rer du da Frygt for mig, din Fæ ste­ mand?" „Nej, o n e j ! tilgiv mig, kæ re W illiam ! tværtimod, hos dig føler jeg mig tryg;" og med en resolut Bevægelse greb hun hans Arm og fulgte ham gennem Laagen ind i den smukke, stille Skov, hvor kun en lille Sangfugls Jubel­ toner afbrød Naturens Stilhed." * * * Vi vil nu lade det unge Par fryde sig i hinandens Sel­ skab i den dejlige Skov, hvor den unge Mand uforstyrret kunde glæde sit Hjertes Udkaarne med den Meddelelse, at Bøssemager Jens Schrøder havde besøgt hans Forældre og af Moderen var bleven anmodet om at gøre Selines Onkel opmærksom paa det uretfærdige i, at han stadig fraraadede sin Søster at give sit Samtykke til deres Forlovelse. Lige­ ledes fortalte William, at han og Bøssemageren havde gjort Turen til Skoven i hinandens Selskab, og at han, naar Reb­ slagerne var ankomne, skulde træffe Bøssemageren oppe paa Højen for at faa at vide, hvad S elines Onkel h avd e sagt. Da nu sikkert de fleste af mine Læsere af personlig Erfaring ved, hvor hurtig Tiden løber, naar man er sammen med den Person, man har givet Plads i sit Hjerte, og til