FraEmpiretiden_I

152

dem, under Armen og bar dem ind i Gothersgade, hvor jeg solgte dem til Garvermester Halberg og tjente 24 Sk. paa dem. Da jeg i Forening med nævnte Johan Deen havde be­ søgt „Røde Vejrmølle Kro“ 3 Gange, blev han syg og kunde ikke gaa med, hvorfor jeg besluttede mig til at gaa alene. Ved den sædvanlige Tid, om Aftenen Kl. 11, begav jeg mig paa Vejen. — Frederiksberg Bakke og Søndermarken havde jeg passeret og nærmede mig rask Damhussøen. Ikke en Vind rørte sig, alt var tyst og stille; den fu ld tudvik lede Maane n e d s e n d te fra sit a lv o rs­ fulde, men dog svagt smilende Aasyn sit af Azur- og Koboltfarve svagt blaanende Skin over det smukke og idylliske Landskab, ligesom den over Damhussøen frem­ tryllede en betagende skøn Lysstribe, hvorved dennes smaa, langsomt rullende Bølger blinkede, som om det var levendegjort Sølv, der dansede over Voverne, medens den tæt ved Søen liggende Kro, Landevejens Tr,æer samt alt andet, der stod hævet mod Flimmelbuen eller var i Be­ vægelse, kastede lange sorte Slagskygger, som i skarpt tegnede Konturer syntes optrukne med en i begsort dyppet P e n s e l . -------------------- Hele mit Sind var optaget af de mange Heksehistorier, jeg havde hørt fortælle, og hvoraf det navnlig havde fæstnet sig i min Erindring, at Katte og unge Piger var Djævle, og at det var meget farligt, naar man en maane- klar Nat mødte en ung Pige paa den ene Side og en Kat paa den anden Side af den Vej, man passerede. Da jeg nu naar ud for nævnte Sø, ser jeg til min Rædsel en Kat paa den ene Side af Vejen og begyndte ved dette Syn at ryste af Skræk, idet jeg samtidig spejdede efter, om ikke en ung Pige skulde vise sig paa den Side af Vejen, hvor jeg g i k ; men da Katten hurtig forsvandt, og Pigen ikke