FraEmpiretiden_I

154

P rangere, som alle var voksne Mænd, at jeg blev dem for nærgaaende, idet jeg, fordi jeg var saa tidlig paa Færde, næsten opkøbte alle de Skind, som Bønderne havde med sig. Der blev altsaa kun faa tilbage for dem at købe, hvilket de selvfølgelig ikke syntes om, og de blev derfor enige om at jage mig bort. En Nat omringede de mig uden for Kroen og sagde til mig, at hvis jeg ikke pillede af og holdt op med at købe Skind der, saa skulde de give mig en god Dragt Prygl og garve mit Skind saa eftertrykkeligt, at det nok skulde betage mig Lysten til at handle i „Røde Vejrmølle Krou . Da jeg desuagtet ikke vilde forlade Pladsen, iværksatte de deres Trusel og pryglede mig flere Gange, hvorfor jeg til sidst maatte fortrække, dog kun for at forlægge min Virk­ somhed til „Roskilde Kro“ og fortsætte Handelen der. Her var der ingen Opkøbere, og jeg havde saaledes hele Markedet for mig selv og begyndte nu for Alvor at købe ikke alene Skind, men ogsaa Ko- og Hestehuder, Penne- fjer, Svinebørster, Hørfrø, Kornfrø, samt Spædekalve til Slagterne og Bark til Garverne. Jeg traf her en anden stor og voksen Dreng, som efter, hvad han sagde, var fyldt 16 Aar og saaledes godt 4 Aar ældre end jeg. Da vi ikke var Konkurrenter, blev vi snart gode Venner. Han opholdt sig nemlig her kun for hos Bønderne at købe Høns, Ænder, Duer og alt andet Fjer­ kræ, som han igen solgte til Valbykonerne. Hest og Vogn havde han selv, og medførte lange flade Kasser til at indsætte Fjerkræet i, efterhaanden som han købte dette. Med hans Vdgn fik jeg undertiden mine Varer til Valby, hvorfra jeg afhentede dem paa en Trækvogn. Hans Navn var Petersen, og han blev senere en meget velhavende og kendt Smørgrosserer i København. Hans