FraEmpiretiden_I

178

En Fange var der dog om Bord, som ej i Lænker laa, Men frit omkring paa Skibets Dæk blandt Vagten kunde gaa. En romersk Borger denne var og ud af agtet Slægt, Og derpaa ret som nutildags man dengang lagde Vægt. Hans Navn var S a u lu s ; men han blev bestandig Paulus kaldt, Ved hvilket Navn han end er kendt i Verden overalt. I Tausus født af jødisk Æ t den Herrens Tjener var, Og Jomfrusønnens Guddomspræg han dybt i Sjælen bar. Sin Herre Jesus Kristus tro bestandig han forblev, Og Troens Sandhedsbreve han til Romerfolket skrev. Af egen Drift han nu vil frem for Kejser Nero gaa, Og se, om ej Tyrannen han til Mildhed kan formaa; Om ej han fra en kvalfuld Død formaar at vriste ud De Fanger, som skal ofres til en falsk og hedensk Gud. Men nu for sine Venner mildt han tolker Skriftens Ord, Der viser os den rette Vej til Naadens rige Bord. Det Bord, hvor der er Plads beredt for alle og enhver, Der følger Kristi Læres Bud i Jordelivet her. Men ret som Paulus med dem bad om Mod, som Jesus Krist, Til her at lide Martyrdød for Himmeriget h i s t ; Som Bønnens lette Aandepust mod Himmelbuen steg, Og Sorgens tunge Skyer bort for Haabets Stjerne veg, Da over Søens Vover højt et Glædesraab der lød Fra Fangernes Eskorte, som et herligt Skue nød. —