FraEmpiretiden_I

Han med den lærde følge skal og paa ham tage Vare; Dog med Fortabet af sit Liv til Fangen Paulus svare. Han Paulus stadig lyde skal og Omsorg for ham bære, Men efter trende Døgn igen med ham paa Skibet være. Saa Høvidsmandens Ordre lød, som blev Soldaten givet, Der sikkert skulde indestaa for Paulus selv med Livet. Og ind mod Landet Skibets Baad henover Bølgen glider Med Paulus og hans Følgesvend, der taus hos denne sidder. Soldaten er ej glad, som maa saa streng en O rdre lyde, Imens hans Kammerater frit kan Landlovsglæden nyde. Frygt ej, min Søn, jeg flygter ej, saa til ham Paulus taler; Kun paa Vesuv jeg bede vil en Bøn, før Solen daler. Og did til Sommas Sletter hist jeg op dig nu vil føre, Hvor du skal Himlen aaben se og Herrens Stemme høre. Ved disse Ord Soldaten ej for Livets Tab var bange. Og glad og frejdig følger han sin ædle, lærde Fange, III. Ad Vejen, som sin slynger langs Golfens skønne Bred, Som gamle Venner sammen de hen mod Bjerget skred; Hvor smukt som Pyramider Cypresser ranke staa Med Toppene højt hæved’ mod Himlens rene Blaa; Hvor Pinjers brede Kroner sig hæver op mod Sky, Saa Vandreren for Solen derunder finder Ly; Hvor smukt Oliven blinker som Sølv i Solens Guld, Hvis rige Straalevarme b ar klædt den tæt og fuld;