FraEmpiretiden_I

182

De knælede nu begge og bad en stille Bøn Til Herren i det Høje, der ofred' os sin Søn. Thi Evighedens Stjerne de tydeligen saa I Himlens dybe, rene og drømmerige Blaa.

IV. Nu nærmer sig en Vingaardsmand, der imod Hjemmet gaar, En ædel, værdig, gammel Mand med sølverhvide Haar. Han venlig hilser dem god Dag, idet han gæstfrit b e ’r Dem følge med til Vignen hist, som de paa Skrænten ser. De takker for han Venlighed og følger med ham hjem, Hvor Gubbens Datter hjerteglad Velkommen byder dem. Hun fører dem i Huset ind, hvorom sig Vinen snor, Og hvori Gæstfrihedens Fé og Fred og Lykke bor. Der ristet Brød og saftig Frugt paa Bordet stilles frem Af Husets flinke Slaver, som med Flid betjener dem, Mens Datteren dem bød en V in : en herlig Druesaft, Som ejed i sit rene Blod en Guddoms Underkraft. Thi i det samme Øjeblik den over Læben flød, Da sænkede i Sjælens Dyb dens Aand sin Himmelglød. Forundret Paulus spurgte dem om Underdruens Hjem, Og Værten svared’ : Trindt omkring, hvor nys jeg mødte Dem. Den skød sig op af Jordens Skød ret som ved Trylleri, Og ingen Vin paa Verdens 0 dens Duft og Smag er lig. Og har I Lyst at høre det, jeg da fortælle vil, Hvorledes denne ædle Vin paa Bjerget her blev til.