FraEmpiretiden_I

183

I, Sandhed, ja, det ville vi, Fra Paulus Ordet lø d ; Thi Vinen, som vi her har nydt, Har Solglimt i sin Glød.

Et Øjeblik nu Gubben taug, Erindringsfuren drog Fra Tinding og til Tinding hen, før han til Orde tog. Og sagde d a : Vel tredive Aar der nu henrundne er, Alt siden jeg en Yngling traf paa Egnen dvæle her.

Hans Blik var mildt, hans Stemme blød som Harpens milde Klang, Og Gyldenlokkens Bølgekrans om Panden ædel hang. Hans Dragt var lig Hebræernes, og ubedækt hans Fod, Mens om hans Aasyn, lig en Sol, en Glorie der stod. Han dvæ led ’ just paa samme Plet, hvor nys I bad en Bøn, Og Ynglingen, forvist jeg tror, var Dionysos Søn. Thi da han saa mod Bjergets Top og hævede sin Arm, Da bæv e d ’ det og ud et Suk sig trængte fra dets Barm. Men da nu fra det Indre steg mod Himlen svovlet Damp, Mens Drøn og Brag forkyndte, at dets Aander var i Kamp. Da græd han, og i Heras Skød en Medynkstaare flød, Hvorfra i samme Øjeblik en Ranke op sig skød.

Og den de første Druer bar, Hvoraf den ædle Vin Er presset, som I her har nydt Og fundet reen og flin.