FraEmpiretiden_I

189

„O, lad mig dø,“ hun bønlig bad, „hos Theobald den kære! Vig bort fra mig, Du Bøddelknægt, din vil jeg aldrig væ r e ! “ Hvor meget hun end græd og bad, det ej det mindste nytted’ ; Da Baadene var fyldt med Gods, det hjemad gik med Byttet. Da Røverne var dragne bort, fra Østen op det luver, Og Vinden fylder Skibets Sejl, det sig i Bølgen duver. Det drejer sig for Brisen om og gaar for Vind og Vove Med alle dem, som flød i Blod og evig skulde sove. IV. Omsider Skibet førtes ind mod Kystens lave Vande; Hvori kun Baade flyde kan, og Skibe monne strande. To Fiskere bestige det, de stumme blev som Stene, Og skuede med Gru og Skræk den rædselsfulde Scene, Som viste sig for deres Blik, da de betraadte Dækket, Hvor de ved Ravnes fæle Skrig til Handling bliver vækket. De aner straks, at Schreckenwald slig Hæ rvæ rk har udøvet; Thi alt er farvet rødt af Blod, og Guld og Gods er røvet. De undersøger hvert et Lig, om ej endnu det aander; Men de kan ikke finde et, som sig i Smerte vaander. Dog j o ! hos Ridder Theobald endnu de Liv opdager, Og da fra Skibet bort de drog, de denne med sig tager. V. Det var i Efteraarets Tid, da Markerne laa tømte, Og hvert et Straa og Blad og Frø om Vintersøvnen drømte. Da Fuglen sang sin Afskedssang til Mark og Eng og Skove, Og sig i store Flokke svang hen over Land og Vove.