FraEmpiretiden_I

193

Da over den han springer kækt, hans Fod ej Fæste finder, Og i det samme Øjeblik i Dybet han forsvinder. Da lyder et forfærdet Skrig fra Rosalindes Læber, Og i den rædselsfulde Stund hun med en Dolk sig dræber.

Den næste Dag man grov en Grav, Hvori de tvende kære

Nu fundet har et Hvilested, Hvor de i Fred kan være.

Skjøndt Agstein sunket er i Grus, Og Taarnet sammenstyrtet, Og smuldret hen de manges Ben, Som der blev dræbt og myrdet. Saa kan end stundom Parret ses Staa ved hinandens Side Paa Klippens Top ved Midnatstid I deres Dragter hvide.

Dette Sagn gav imidlertid Anledning til, at S am talen imellem Thranes Gæ ster kom til at dreje sig om Men­ neskenes gode og slette Handlinger, navnlig fandt Madam Steimitz, der undertiden kunde faa pietistiske Anfald, det upassende ved en saadan Højtidelighed at synge Drikke- og Gadeviser i Stedet for at prise Herren i Salmesang, hvad en kristelig Familie ikke burde undlade. Til denne Bemærkning svarede Hans Thranes Fader: „Eftersom Alverdens Rigdom ikke er i Stand til at skaffe os nogen varig Glæde, saa maa vi have noget, som kan opmuntre os, og naar vi nyder denne Verdens Goder med

Fra Em piretiden.

13