FraEmpiretiden_I

200

for at du af vort eget Ur kan blive overtydet om, at det er sandt, hvad jeg siger.“ „Lad det bare være, gør dig ingen Ulejlighed, kæ re Kone, — jeg kan forsikre dig, jeg lyver ikke.“ Da hans Kone alligevel efter nogle forgæves Forsøg fik Lyset tændt og hæver det op mod Uret, slog det lige i det samme 1, og hun u d b rø d : „Nu kan du da selv baade høre og se, det er rigtigt, hvad jeg siger, Klokken er 1.“ Dertil svarede han meget bestemt: „Nej, den er ej, for det gaar ogsaa ravruskende galt.“ Ved at høre denne Paastand blev Konen vred og paa­ stod nu paa det bestemteste, at Uret gik rigtigt, og da de ikke kunde blive enige om det Spørgsmaals Løsning, ud­ brød Thrane i en meget fornærmet Tone, idet han pegede paa U ret: „Naa, ja, saa tror du altsaa bedre paa saadan et usselt Værk, som borholmske Børn sidder og makker sammen, end du tror paa, hvad din ægteviede Mand siger. “ „Ja, i dette Tilfælde tror jeg ikke paa, hvad du siger, og naar jeg har Ret, vil jeg ogsaa have Ret.“ „Ja vist, I Fruentimmer vil altid have Ret, og Humlen er altsaa, at jeg gør dig Uret og lyver.“ „Det siger jeg ikke, du gør.“ „Hvad gør du i k k e ! sagde du ikke lige nu, du havde Ret? altsaa har jeg efter din Mening U ret.“ — Hans Hustru bad ham nu, for at faa Ende paa deres unyttige Trætte, skynde sig at komme til Ro, da hun ikke fandt det Umagen værd længere at disputere om, hvad Klokken var, hvilken Opfordring hendes Mand efterkom, og det varede ikke længe, før Ægteparret blidelig ind- slumrede. Som Følge af den berettigede Harme, Madam Strilo følte over den latterlige Stilling, hun ved Thranes grove