FraEmpiretiden_I

43

Børn. — Thrane lovede at gøre sit bedste for at opnaa et saadant Resultat. Skaaltaler var paa den Tid gerne korte og brugtes i øvrigt ikke meget, hvorimod Drikkesange, Fædrelands­ sange, Skæmtesange og Sange til Kvindens Pris benyttedes meget ved saadanne Lejligheder. For det meste havde Mændene valgt sig en Sang, som de ved alle Lejligheder foretrak og til sidst blev saa fortrolige med, at de næsten ikke vilde væ re med til at synge andre. Saaledes havde Thrane ogsaa sin Yndlingssang, og med den forlystede han nu ikke alene sig selv, men ogsaa det øvrige Selskab, som istemte Refrainet til hvert Vers. Sangen er af Zetlig, og dens første Vers lyder sa ale d es:

„Mit fulde Glas og Sangens raske Toner, Og vittig Skæmt og Munterhed Jeg sælger ej for alle Fyrsters Kroner Og Salomoners H erligh e d ; Thi Højhed ej lyksaliggør, :,: Og alting jævnes, naar man dør. :,:

Medens Thrane ved sit fulde Glas lader Sangens Toner lyde, hvori han livlig sekunderes af Schrøder og hele det øvrige Selskab, som kraftigt istemte Omkvædet ved hvert Vers, var saavel Williams som Selines Hjerter helt og udelt optaget af Kærlighedens milde og varmende Glød, hvis Flamme de nu havde Ret til at vedligeholde og forøge med alle de Midler, der staar til Raadighed for et elskende Par. Læseren vil sikkert ikke undres over, at de under Af­ syngelsen af den ovenfor citerede Sang søgte Lejlighed til ubemærket at absentere sig, hvilket ogsaa lykkedes dem. I den Lyksalighedstilstand, hvori deres Hjerter nu be­ fandt sig, vilde de have foretrukket at begive sig ind igen