Forskønnelsen_1916

plæne med nogle Blomster havde været køn­ nere! Jeg indskrænkede mig til at nikke forstaa- ende, og Mand og Kone og Børn vankede vi­ dere over Stenpladsen hjem i Stengade. Kai Nielsens store Talent ufortalt, det er jo ogsaa forlængst anerkendt, saa er og bliver det et Misgreb at anbringe den Art Skulpturer paa offentlige Steder. Hele Pladsen ser ud, som om den var dannet til Minde om Stavnsbaan- dets Slaveri og Nedværdigelse: saa fortrykt, saa raat og skønhedsforladt er dette Syn paa Arbejderstanden! Hvorfor dog give den op­ voksende Slægt dette haabløse at stirre paa! Som om Arbejdet var en Forbandelse! Hvor­ for ikke hellere vise den nye Slægt, Landets Haab og Fremtid, at Arbejdet er en stolt Sag, en Virkelighed, der giver en sund Mand en ret Ryg! Skomageren havde Ret: hellere en Græs­ plæne med Blomster! Og saa Skovgaards Havhest! En Genstand, der i Forhold til Pladsen vir­ ker ved sine Dimensioner og sin Form som et velvoksent Askebæger. Og hvad er det saa for et Dyr! En Havhest har jeg i min barnlige Fantasi forestillet mig som et stolt, urstærkt Dyr, der ved sin blotte Tilsynekomst indgav Forestillingen om Naturmagternes Vælde. Og saa ser jeg dette lille, forkrøblede Skind! Den ser saa inderlig rar ud af Øjnene, men saare bedrøvet — og med Rette! Den vender sig be­ kymret om mod sin egen forvoksede Bagkrop og græder ferske Taarer ned i Truget. Herre­ gud, sikken et Dyr! Nu har vi Willumsens epileptiske Hørup- statue, Rudolph Tegners grufulde Mareridt Finsenmonumentet, Siegfried Wagners nordi­ ske Siamesere, de sammenvoksede Lurblæsere paa Toppen af en Skorsten, dertil Kai Nielsens sindsnedtrykkende Slaveplads og nu Skov­ gaards Askebæger med det forklemte lille Dyr, der bedrøvet vender sig om og stirrer paa sin egen Vanførhed. Bliver vi ved paa den Façon, laver vi vor egen By om fra »Nordens Athen« til »Byen med de sære Monumenter«.

arm, der naaede ned til Jorden, samt nogle yverlignende Stenknolde, til hvilke et klumset Kritinerbarn klyngede sig! — Hvad er det, Mor? raabte den lille Pige. Moderen blev rød i Hovedet og trak Barnet med sig. — Det véd jeg saamænd ikke, lille Viola, sag­ de hun og gik nogle Skridt — jeg kender ikke saadan noget! Det var sikkert rigtigt. En Arbejderkone, der slider og slæber Dagen lang for de Børn, hun elsker, har sikkert aldrig set sig selv som et forkrøblet Hundyr, der sløv og med bøjet Ryg lader Ungen patte det hængende Bryst. Moder- følelsen, dyb og skøn, maa i Uvilje tage Afstand fra en saa dyrisk og hæslig Fortolkning. Manden var sammen med sin Søn naaet hen foran en anden sammenbøjet Skikkelse, der i Linier og Holdning ganske lignede sin Nabo. (Det er noget af det mest originale ved hele Pladsen, at alle seksten Figurer indtager nøj­ agtig de samme Stillinger. Alle Stenmændene sidder bøjede forover med en uhyre Arm hæn­ gende ned mod Jorden og et Kritinerbarn vok­ set fast til den ene Side.) — Hvordan er det, han ser ud? spurgte Drengen. Det varede længe, inden Faderen svarede. Han stirrede, han undersøgte baade for og bag, og endelig forklarede han Drengen: — Det er saadan, som enSkomager ikkeserud! Og fortornet drog han videre med Sønnen. Sikkert havde Manden Ret. Naar han flittig og arbejdsom sad og skoflikkede Skillingerne sammen, de Skillinger, der betød Husleje. Klæ­ der og Mad til den Hustru og de Born, der var ham det kæreste paa Jorden, ja da har han al­ drig følt sig selv som et forkrøblet Monstrum, hvis Dagværk var en Forbandelse, der krogede hans Krop mod Jorden. Hele Familien fik efterhaanden det Udtryk i Ojnene som hos Folk. der kommer fra Begra­ velse. Hvad synes De om Pladsen? spurgte jeg og standsede. — Ja — sagde Manden — Kunst er jo sikkert noget for sig. men jeg synes nu, at en Græs­