Forskønnelsen_1916

GADEKUNST II. SK IL TE A f H e n n i n g B r O c h n e r S KILTENES allerældste Historie — hos Ægypterne, Grækerne og Romerne — fal­ der, som rimeligt er, tildels sammen med Pla­ katernes; de primitive pompejanske Sten- og Broncetavler bærer med Rette begge Beteg­ nelser. Først senere i Oldtiden finder vi en selvstændig Udvikling af dette det ældste Re­ klamemiddel. I Rom søgte man at fange Op­ mærksomheden ved allegoriske Figurer, ofte i Ler, som ophængtes ved Butiksdøren: hos Mælkehandleren fandt man oftest en Ged i Terrakottarelief, hos Bageren en Møllesten, et Neg eller et Mulæsel, der drev en Mølle, hos Vinhandleren en malet eller modelleret Bac- chusfigur o. desl. Ogsaa i Middelalderen var de allegoriske Fremstillinger,takketvære Læsekunstens ringe Udbredelse, de almindelige Inskriptioner over­ tallige. Men mens Brugen af disse Emblemer var de romerske Handelsmænd og Haandvær- kere fuldtud tilstrækkelig, slog den langtfra til for Middelalderens Næringsdrivende. Baade i Tyskland og Frankrig blev det nemlig al­ mindeligt at anvise de forskellige Haandvær- kere hver deres egen Gade eller Kvarter, saa at dep naturlige Konsekvens af en saadan Samlen af Konkurrenter maatte blive en Ud­ differentiering i nye og særegne Tegn til Ad­ skillelse fra Nabo og Genbo: malede eller ud- skaarne Tavler, malede Bannere og Statuetter, Billeder af Helgener eller berømte Mænd og Byer, kort sagt en Mangfoldighed i Anvendelse af figurlige Objekter, som vi nutildags kun har svage Rester af. Særlig pragtfulde var Smedejernsskiltene, især de berømte Lavsskilte. Hovsmedenes rød- malede og forgyldte Herbergskilt fra Steyr, mærket 1616, er sammen med det jævnaldrende af Smedejern og drevet Metalblik, der skilter for Knejpen »Marché du Vendredi« i Briigge, de pragtfuldeste i deres Genre. En beskednere, mere borgerlig Form repræsenteres af enkelte Brændevinsbod* eller Herbergskilte fra samme Aarhundrede. Det smukkest præsterede i Sme- dejærnsmaterialet er vel nok G i u l i o S e r a f i n i d i A q u i l a s Overflødighedshorn, et prægtigt Stykke, der hænger i Nationalmuseets Gaard i Firenze. Har man saaledes i yderst korte Træk fulgt Udviklingen indtil Middelalderen, under hvil­ ken Skiltekunsten havde sin Blomstringstid,

Overflodighedshorn af Smede­ jern; udfort af Guilio Serafini di Aquila (nu i Museo Natio­ nale, Firenze).

er det nærliggende og meget lærerigt øt an­ stille en Sammenligning med vore Dage. Man finder derved en paafaldcnde Lighed paa saa mange Omraader og saa væsentlige Punkter, at man fatter, hvor meget vi skylder den gamle Skiltekunst, og hvor lidt vi har forstaaet at distancere den. Ligheden gælder ikke mindst de praktiske Forhold. Allerede i 1393 blev en Ølbryggcr i Chelsea anklaget »for not putting up the usual sign«, og den Dag i Dag hører et Skilt, som nævner Forretningens Indehaver og dens Art, sig naturligt til og er i enkelte Lande ligefrem paabudt af Øvrigheden. Kontraforanstaltnin­ gerne savnes ikke heller: Skiltet for Gæstgive­ riet »To the white Hcart« i Norfolk gik som en Triumfbue tværs over Gaden og stod Ejeren i 1057 i‘ ; intet Under derfor, at man i London i det femtende Aarhundrede forordnede en vis Maksimallængde for Skilte, og i Løbet af de følgende Aarhundreder træffer vi omtrent sam­ tidig i London og Paris lignende Paabud an- gaaende de stærkt prominerendc »Næseskiltc«. I 1761 gik Politiforordningerne i Paris saaledes ud paa, at disse Skilte enten skulde fjærnes eller fastgøres i Fagadens Plan Forhold, der naturligt bringer de hjemlige i Erindring og giver disse et berettiget Prædikat af middel­ alderlige. Gaar man fra de praktiske Forhold til en Sammenligning af de kunstneriske Momenter i Middelalderen og vore Dage, er denne ikke mindre lærerig. Den viser blandt andet, at Ud­

85

F O R S K Ø N N E L S E N . V I A a rg . 1916 N r. 7.