KøbenhavnsSporveje_1911-1936

R u l l e n d e M a t e r i e l

S po rvogne Vogntyperne før og ved Kommunens Overtagelse De Fordringer, der stilledes til Hestesporvog­ nene, var — set med Nutidsøjne — meget be­ skedne ; Publikum var ikke fra andre Befor­ dringsmidler forvænt med Bekvemmelighed og Hastighed. Vognene maatte bygges saa enkle og lette som muligt, og Antallet af Passagerpladser maatte afpasses efter den Trækkraft, der stod til Raadighed, saaledes at den samlede Vægt ikke blev større, end at Vognen kunde fremføres med passende Hastighed. I Københavns Politikammers Opslag af i / i 1890, som fandtes i Vognene, blev blandt andet bestemt følgende: »1. Sporvognene skulle altid være forsynede med veløvede, besindige og paalidelige Kuske. 2. Hestene skulle bære Bjælder eller Klokke, som kan høres i mindst 50 Alens Afstand. 3. Kørslen maa ikke være hastigere end jævnt Trav.« Herfra gaves dog en Række Undtagelser gæl­ dende for Steder, hvor Kørslen skete i Skridt­ gang. Der fandtes to Vogntyper, toetages, der altid blev trukket af 2 Heste, og enetages, hvortil efter Vognstørrelsen og den tilstræbte Kørselshastighed blev anvendt 1 eller 2 Heste. De toetages Vogne havde Trapper fra hver Perron op til Taget, hvor Sæderne var anbragt enten paa tværs og uden Overdækning eller paa langs med Ryggene mod hinanden og oftest dækket med et Tag og en Væg for hver Ende af samme Bredde som Sæderne. Som Regel var der 18 å 20 Siddeplad­ ser nede og et lignende Antal ovenpaa; der var gerne 3 Staapladser hos Konduktøren, men in­ gen hos Kusken. Vognene rummede altsaa om­ kring 40 Passagerer. De enetages Vogne var af mere forskellig Størrelse. I de 65 Vogne, der som de bedste Hestesporvogne senere blev anvendt som Bivogne til elektrisk Drift, varierede Antal­

let af Siddepladser fra 14 til 20, 16 var det almindeligste. Der var sædvanligvis 4 Staaplad­ ser paa hver Perron. Den eneste endnu bevarede Hestesporvogn fra Linien: Højbro-Istedgade-Vestre Kirkegaard har tilhørt Kjøbenhavns Sporvei-Selskab og er bygget af N. P. Lemming, København. Den har 14 Sid­ depladser og 2 X 4 Staapladser, ialt 22 Pladser. Akselafstanden er ca. 1,6 m, Vognlængden ca. 5,25 m, Bredden ca. 2,1 m og Vægten ca. 2,3 ts. Med fuldt Læs har Hesten skullet trække ca. 4 ts. Til de smaa Vogne var Træ et udmærket Konstruktionsmateriale; Vognkassen bestod af et spinkelt Træskelet, udvendig beklædt med Træ- eller Jernplader, indvendig forsynet med Træbænke, der paa visse Linier i Vintertiden var dækket af Hynder som Regel af Plys i stærke Farver. Perronerne var smaa, kun afgrænset for­ til af en Jernplade og forsynet med et Sæde til Kusken. Affjedringen mellem Vognkassen og Hju­ lene bestod af enkelte Skruefjedre eller Gummi­ klodser. Paa Perronen fandtes en Advarselsklokke under Vogntaget og et Haandsving til Betjening af en primitiv Klodsbremse paa Hjulene. Belys­ ningen var to Tran- eller Petroleumslamper an­ bragt hver i sit Hjørne inde i Vognen, saaledes at de dels oplyste denne svagt og dels gennem en Rude eller Linse lyste advarende fremad og bagud i Kørselsretningen. Med de Krav, Trafiken stillede, og med den Begrænsning, Trækkraften gav, var der ikke An­ ledning til megen Udvikling i Vognkonstruktio­ nerne, og den væsentligste Forskel mellem de enkelte Vogne i den ret brogede Samling, som Hestesporvognene repræsenterede, bestod i Vin­ duesinddelingen og Tagformen. Der skete dog enkelte Fremskridt i Tidens Løb, f. Eks. gik man over til at anvende delte Aksler samlet i en smurt Bøsning, hvorved man opnaaede, at sammenhørende Hjul kunde løbe frit hver for sig i Kurver, hvilket sparede paa Trækkraften, og i nogle af de sidst byggede Heste- 7 7