545161958

ledes som den nationalliberale Ejderdanskhed havde drømt om, lykkedes det ikke at opnaa. Hertugdøm­ mernes Forhold til Kongeriget var endnu uklart, og de, der saa den politiske Hovedopgave i at be­ vare alle Monarkiets -Dele som en Helhed, mente kun at kunne opnaa dette ved at trække sig noget bort fra de Synspunkter, der havde været bestem­ mende for den kongerigske Grundlov af 1849; de saakaldte Helstatsmænd blev tillige Talsmænd for en politisk Reaktion, og de sociale Lag, hvoraf dette Partis ledende Mænd udgik, gjorde denne Holdning naturlig for dem. Politisk Fører for Helstatspartiet blev den kloge Anders Sandøe Ørsted, der vel ikke i et og alt sympatiserede med sine Partifællers indre­ politiske Anskuelser, men som mente, at for det store Hovedformaal, Monarkiets Bevarelse, maatte de an­ dre Hensyn vige. De Forpligtelser, som Danmark havde paataget sig ved Londonertraktaten af 1852, kunde kun opfyldes ved Udstedelsen af en Fælles­ forfatning for hele Monarkiet, der stillede Slesvig ret selvstændigt, og skulde ikke det hele gaa i Styk­ ker, maatte ogsaa Kongerigets Forfatning ændres i Overensstemmelse hermed. Paa de to afgørende Punkter kom Ørsted saaledes i den skarpeste Modsætning til de Nationalliberale. Disse ønskede stadig — paa Trods af Londonertrak­ tatens udtrykkelige Bestemmelser — at indlemme Slesvig i Kongeriget, og de vilde ikke vide af en Beskæring af Junigrundloven. De havde ikke For­ staaelsen af, at et Brud paa de af Danmark i hin Traktat givne Løfter vilde tage det formelle Rets­ grundlag bort under de nationale Bestræbelser, og Begejstringen for de under Treaarskrigen udførte 42