545161958

en saa forfærdelig Skuffelse. Skøndt han ingen­ lunde stod i første Række, kan han derfor heller ikke fritages for et vist Medansvar; hverken han eller nogen af hans Partifæller havde haft det rette Overblik over, hvad det var, man her havde indladt sig paa. Men det skal erkendes, at da Ulykken brød ind som en Følge af dette skæbnesvangre Kortsyn, gjorde Jacobsen ikke — som f. Eks. Orla Lehmann og saa mangen anden gæv Nationalliberal — noget som helst Forsøg paa at smyge sig bort fra dette Ansvar. Han erkendte villig de Fejlgreb, der var begaaede, og hans hele Liv blev en fortsat Stræben efter at genoprette og erstatte Tabene. Han havde altid følte sig som Samfundets Tjener, og Tanken om den lidte Ulykke ansporede ham nu til yder­ ligere, storstilet Virksomhed i denne Retning. Allerede under selve Krigen kom dette frem. Som omtalt havde Jacobsen under Treaarskrigen deltaget ivrigt i Velgørenhedsarbejdet for at lindre de øko­ nomiske Følger af Krigstilstanden; det samme gjorde han ogsaa nu, og paa de personlige Bidrags Størrelse mærkedes det, at den lille Brygger fra Brolægger­ stræde var bleven en mægtig Matador. Ogsaa ellers, naar der behøvedes Penge til et eller andet patriotisk Øjemed, var Jacobsen altid mellem dem, hvis Støtte man vænnede sig til at betragte som en Selvfølge, saaledes som han ogsaa gjorde det selv. Men det var ikke nok med at give Penge; hele Landet skulde efter Nederlaget saa at sige bygges op paa ny, politisk, økonomisk og aandeligt, og paa alle disse Omraader blev Jacobsen medvirkende. Det var Arbejdet fra Fædrenes Slægtled, der nu skulde gøres om igen; Slaget fra Tyskland ramte 60