545161958

bar han den franske Æreslegion, som var bleven ham tilstaaet, fordi han under den fransk-tyske Krig sam­ men med to andre ansete Borgere havde sat sig i Spidsen for en Indsamling til de paa fransk Side faldnes Efterladte. Som alle nationalliberale Fædre­ landsvenner havde ogsaa Jacobsen under denne Krig de mest levende Sympatier for Frankrig; det var jo fra denne Magt, at man havde haabet paa Hævnen ogsaa for Danmark, og saa sikker havde man været derpaa, at den offenlige Mening i Kjøbenhavn endog nærede Ønsket om, at Danmark skulde gaa med, inden Udfaldet endnu var givet; da disse Forhaab- ninger brat sloges ned ved de hurtige tyske Sejre, blev dog Sympatien tilbage og med den det natur­ lige Ønske om efter ringe Evne at hjælpe Vennen i Nød. Og en Mand som netop Jacobsen nøjedes ikke med at gaa og nære disse Sympatier i sit stille Sind, han maatte straks omsætte dem i Handling til Gavn for den Sag, den gjaldt. Den officielle Aner­ kendelse, som bagefter blev ham til Del fra den franske Stats Side, var ham ikke uvelkommen, mere dog for selve Anerkendelsen end for dens ydre Tegns Skyld. Ogsaa i sligt kom Borgerstoltheden frem hos Jacobsen; han følte sig god nok, som han var, uden at behøve udenlandsk Stads paa Brystet for at faa det fremhævet. Endnu forinden Arbejdet med den botaniske Have var afsluttet, kom Jacobsen ind i en ny offenlig Af­ fære, som ogsaa gav Anledning til megen Strid, Ud­ smykningen af det kongelige Theaters Foyer. I Begyndelsen af Halvfjerdserne havde Dahlerup opført den nye Theaterbygning, og i Oktober 1874 spilledes der her for første Gang. Som æsthetisk Ætling af den danske Litteraturs Guldalder var Ja- 88 ”