DenDanskeKomediesOprindelse_1918

132

om at foretrække originale Komedier for oversatte, men blot at faa Skuespil paa Dansk. Alle Parter ønskede en dansk Skueplads efter at Tanken var kommen frem: Montaigu for at subsistere, Rostgaard for at pryde Fædrelandet, Holberg i Følelsen af, at her var en Mission at opfylde. Montaigu, rimeligvis ogsaa Rostgaard, foretrak Molière, hvis Værd man kendte og forstod at skatte, medens den Holbergske Komedie endnu var ung og uprøvet. At Holberg holdt paa sine egne originale Skuespil, det lægger han ikke Skjul paa. Det er tydeligt, at Holberg i den første Tid blev sat efterMo i Rang, og heller ikke senere naaede højere end paa Sidenafsin store franske Forgænger. Det kommer frem i Prologen til den første Forestilling ved Hoffet, i Januar 1723, naar Rostgaard lader Thalia sige, at hun ved Kongens Naade straks — d. v. s. ved den danske Komedies Indvielse for fire Maaneder siden — fik Lejlighed til paa Stadens Skuested at sige det paa Dansk, som anden Steds er talt paa Græsk, Latinsk og Fransk1), men at hun ogsaa . . . selv har fundet paa, i Landets Sprog at sige Nu en, nu anden Skæmt foruden dog at vige Fra det, som Ærbarhed og Tugt vil have sagt Af hver, som paa sin Pen og Mund vil give Agt. Her sigtes øjensynlig til Holberg. Medens det er urimeligt at søge Hentydninger til hans Virksomhed i Aabningsprologen, er detnaturlig at Rostgaard nu maatte tage Hensyn til den originale Komedie,d havde vakt saa stor Opsigt. Men lige saa øjensynligt opfatter han den danske Originalkomedie som et Appendiks til den klassiskeover­ satte. Andre Træk peger i samme Retning. Hvis Molière ikke var den foretrukne i Skuepladsens første Periode, havde Just Justesen i sin Betænkning næppe haft nødig at fremhæve de Holbergske Kome­ dier netop paa Moliéres Bekostning; og da Holberg i første Levneds­ brev gør sin Virksomhed som Komediedigter op, drister han sig kun til at sige, at hans Stykker er spillet afvekslende med de bedste af Moliéres og med lige Bifald2), skønt han aabenbart har en levende Følelse af sin Forret til den danske Skueplads. I Frederik den Fjerdes Tid var de franske Oversættelser en side­ ordnet, om ikke dominerende Bestanddel af Repertoiret. Hvad For­ fatteren til „Kort Undervisning“ i saa Henseende ytrer, stemmer overens ’) N. M. Petersen har ganske Ret, naar han antager der hermed sigtes til det oversatte Repertoire; de følgende Linjer indeholder Modsætningen (sml. N. M. Petersen, 433 f., og Chr. Bruun, Fred. Rostgaard I, 500). 2) Fabulas meas cum optimis Molleri alternis vicibus exhibitas pari applausu (Første Levnedsbrev, Originaludg. S. 142 f.).