DenDanskeKomediesOprindelse_1918

139

Europa, af Bergen og København; men fremfor alt bringer de os Bud fra den Hovedstads Befolkning, hvorimellem han færdedes med et aabent og modtageligt Sind, og over Rammen, Baggrunden paa hvil­ ken Typen er levendegjort, er en Luftning fra Byens Gader og Borger­ husenes Stuer1). Moliéres Oversættere har saa vidt Evnerne strakte søgt at genskabe den franske Tekst i det samme Milieu, som Holberg saa overlegent forstod at skildre. Det Holbergske Lystspils Milieu har ogsaa en nøje Tilslutning til den Skueplads, hvis Publikum det gjaldt om at faa i Tale, og For- staaelsen af Komedierne uddybes, naar Sammenhængen med Teatret haves for Øje. Man har inddelt Komedierne efter flere, navnlig litte­ raturhistoriske Synspunkter2), men maaske er en Gruppering efter deres rent praktiske Forhold til Skuepladsen den mest rationelle. Den første Snes Skuespil kan opstilles i Grupper, der er bestemt af Scenens Be­ hov. Skønt Grænserne er flydende og Undtagelsen skyder op midt i Reglen, kan man dog skelne mellem 1 ) egentlige Samfundssatirer, 2) Terminsspil eller Revuekomedier, 3) Komedier af blot lystig eller underholdende Art. De egentlige Samfundssatirer er den oprindelige Stamme i Holbergs Komediedigtning, der er blevet til — skrevet eller planlagt i 1722 eller i Begyndelsen af det følgende Aar. De er bygget over Emner og Karakterer, der har dæmret i Digterens Bevidst­ hed og hurtig har faaet Form, da der blev Tale om at skabe en dansk Skueplads, deres Kendemærke er, at Satiren, om end bestemt af lokale Forhold, dog tager Sigte paa almenmenneskelige Svagheder. Herhen hører de ypperste, dem der i indre Værd peger langt ud over den lille Scene, hvor de oprindelig kom frem, navnlig de fem, der opførtes inden Udgangen af 1722: Politiske Kandestøber, Vægelsindede, Jeppe paa Bjerget, Jean de France og Mester Gert. Senere fremkom Barsel­ stuen (1723), Jacob von Thybo (1724) og Stundesløse (1726), der alle findes paa Listen i Just Justesens Betænkning til første Tome af Ko­ medierne. Anden Gruppe omfatter de tre Terminsspil Ellevte Juni (opført 1723), Kilderejsen (1724) og Pantsatte Bondedreng (1726), Revue- komedien Ulysses von Ithacia (1724) samt Fastelavnsspillene Julestuen og Maskerade (begge 1724). Satiren i disse Stykker er overvejende lokal, mindre bidende og bedre gemt bag Løjerne, den bevæger sig som en Understrøm, dækket af en boblende Lystigheds Overflade. ) Ogsaa Legrelle erkender det (Holberg considéré comme imitateur de Mollere, S. 100 ff.). I hvor høj Grad Holberg end er en Discipel af Molière, saa fremhæver denne for os saa sympatiske Forfatter maaske ikke stærkt nok, at det dramatiske Stof hyppig er europæisk Fællesgods, og at baade Molière og Holberg ofte bygger paa en Grundvold, der rækker til­ bage til Antikken. 2) Sml. N. M. Petersen, 463 ff.