DenDanskeKomediesOprindelse_1918

148

Tilfældet med Sørgetoget i Komediens Ligbegængelse. Man ser det af Benjamin Dasses Afskrift (fra Tiden 1731-34), sammenlignet med Udgaven af 1746. I Dasses Afskrift findes kortelig skitseret, hvorledes Processionen skal gaa for sig, medens den trykte Udgave omhygge­ lig beretter, hvorledes den arrangeredes paa Scenen1). Heraf fremgaar, som det synes, at de morsomme Paafund med Hjulbøren som Lig­ vogn, Graven i Scenegulvet og Henriks fortvivlede Endeligt i Virke­ ligheden skyldes Aktørerne. Spørges der, om Holberg høstede økonomisk Udbytte af Komedi­ ernes Opførelse, maa Svaret blive benægtende. Naar Skuepladsens Forhold var saa miserable, at selv Kreditorer med retsgyldige Fordrin­ ger i Hænde maatte give Afkald, er det kun rimeligt, at Hensynet til Autor var helt underordnet. Holbergs Udsagn i første Levnedsbrev, at han „gav“ (dabam) Komedianterne sine Stykker, behøver ikke netop betyde, at han skænkede dem bort, men i andet Levnedsbrev, hvor der staar „dono dare“, kan der ikke være Tvivl om Meningen. En anden Sag er det, om ikke Forholdenes mindre tilfredsstillende Udvikling bragte Forhaabninger til at briste, som han havde Grund til at nære. I Paris var Forholdet det, at Komedianterne opførte hvad der var trykt uden at spørge Forfatteren, men de købte ogsaa nye Komedier og be­ holdt da Manuskriptet saa længe Stykket trak Hus, for at Konkurren­ terne ikke skulde faa fat paa det2). Herhjemme var ingen Konkurren­ ter, der kunde tage sig af Holbergs danske Komedier, men det er dog en Kendsgerning, at han ikke lod dem trykke før de var bragt til Opførelse paa Skuepladsen. Først da Teatret var nedlagt, fremkom de endnu uopførte i Udgaven af 1731. Det lyder som et Hjertesuk, naar han i første Levnedsbrev taler om de franske og engelske Skue­ spilforfattere, der ikke sjælden har en Fortjeneste af to-tre Tusind Daler af et Stykke, der modtages med Bifald8), medens det Udbytte, han har høstet, kun har været Uro og strengt Arbejde. Holberg var en Mand, der ønskede sin Møje betalt, forloren litterær Fornemhed var ham fremmed; „saasom jeg skriver noget ofte“, hedder det i Hans Mikkelsens Fortale til første Tome af Komedierne, „er jeg at anse som andre Købmænd, hvilke, hvor resolute de end ere, forære de dog ikke gerne bort noget af de Varer, som de idelig drive Han­ del med“*). *) De to Tekster trykt hos Martensen I, 171, og IX, 286. 2) Jules Bonnassias, Les auteurs dramatiques et les théâtres de province aux XVIIe et XVIIIe siècles, Paris 1875, S. 8. 8) . . . Taies mihi messes pepererunt labores mei, cum autores in Gallia & Anglia ex una sola fabula cum applausu exhibita duo vel tria thalerorum millia non raro lucrantur (Originaludg. S. 144 f.). *) Saml. Skr. II, 535.