DenDanskeKomediesOprindelse_1918

225

De konfirmeredes henholdsvis 3. Marts og 7. Aug. 1747; Forhandlin­ gerne mellem General Arnoldt og Kancelliet faldt i det mellemliggende Tidsrum1). Kongen havde selv anvist en Udvej, som kunde tilfredsstille begge de misfornøjede Parter, baade von Qvoten og Arnoldt: man maatte dyrke Kunsten i Fællesskab. O g saaledes gjorde man. Julius Henrik von Qvoten sluttede i Sommeren 1747 Kontrakt med Generalen, indret­ tede et Komediehus i St. Kongensgade og aabnede sin „privilegerede tyske og danske Skueplads“ i Novbr. I Decbr., da de danske Aktø­ rer, efter at have trængt Thielo ud af Ledelsen, selv fik Privilegier, udstedtes samtidig et Ekstensions-Privilegium for Arnoldt, der sikrede ham og hans Arvinger Retten til at holde Komediehus i femten Aar, men dermed skulde den ophøre. Det var dels en Cadeau til Gene­ ralen, for at han i sin høje Alderdom kunde faa Ro i Haabet om E r ­ statning for de Kapitaler, han havde anbragt i det fordums Skuespil­ hus i Lille Grønnegade, dels en Udvej til endelig een Gang for alle at blive ham kvit. Von Qvotens Entreprise kommer os ikke ved, blot skal bemærkes, at den ingenlunde blev den danske Komedie til Fordærv; han spillede afvekslende paa Tysk og Dansk, hyppigt Hol- bergske Stykker, og blandt hans Komedianter var flere, der siden hørte til de mest navnkundige paa den danske Skueplads. Den bestod dog kun til Maj 1748, hvorefter de danske Aktører tog Lokalet i B e ­ siddelse som det tredje og sidste Interimsteater inden det nye Kome­ diehuses A abning2). I Skuepladsens endelige Privilegier (af 11. Septbr. 1750) havde man, belært af Erfaringen, omhyggelig værnet om Ar- noldts Ret, der var løbende nogle A ar endnu; skønt han først døde 1758, næsten halvfemsindstyve A ar gammel, gjorde han den dog næppe mere gældende, thi han forsvinder af Skuepladsens Historie samtidig med von Qvoten. Hans Eftermæle som Kunstens Beskytter maa blive det, at han aldrig af et villigt Hjerte eller uegennyttigt havde gavnet den danske Kom edie3). Om Capion er der kun lidet at fortælle. Da han i 1724 forlader København, tabes foreløbig hans Spor. Sikkert har han haft skellig Aarsag til at ryste Byens Støv af sine Fødder efter at han uhjælpe­ lig var gaaet til Bunds i den rivende Malstrøm, som han af egen x) DK. Oversekretærens Breve 1747, Nrr. 73 og 109 ; Supplikprot. 1747 I, Nrr. 102, 103 og 818, II, Nr. 199; Sjæll. Konfirmationsprot. 1747, Nrr. 174 og 460. 2) Se nærmere herom Overskou II, 43, 58 ff., og Martensen I, 193 ff. 3) I Hass’ „Ære- og Efterminde“ (Universitetsbiblioteket i Kristiania, Man. Fol. Nr. 338 d), hvori der skænkes Arnoldts Liv og Levned en udførlig Omtale, er der — som det var at vente — intet om hans Forhold til Skue­ pladsen. Det er først i en nyere Tid dette er draget frem. 15