DenDanskeKomediesOprindelse_1918

84

med Montaigu haver entrepreneret“ 1). Det staar derfor kun tilbage at undersøge, hvem der kunde antages at skjule sig bag de Venner og Folk af højeste Rang, som trængte ind paa Holberg og hvis idelige Opfordringer han endelig gav efter for. Skønt det vistnok vil være tilraadeligt til en vis Grad at betragte „Vennerne“ (der ogsaa optræder andre Steder) som en Fiktion, egnet til at give Skildringen Relief og Autoritet eller danne et Skjold, bag hvilket Autor kan dække sig 2), saa er det dog rimeligt, naar alle For­ hold tages i Betragtning, at en eller flere indflydelsesrige Mænd lod ham forstaa, at denne Sag laa dem paa Hjerte. Kunde det tænkes at være Rostgaard? Umuligt! Grev Christian Rantzau da, bekendt for sine litterære Interesser, eller Grev Chr. Danneskjold-Samsøe, om hvem Rygtet fortalte, at han stod Holberg bi under Forfølgelsen mod Peder P aars?3) Maaske! Eller Storkansleren, der tillige var Universitetets Patron? Her er Muligheden til Stede, men der kan ikke anføres det svageste Bevis til Støtte for den. Interessantest og tillige mest ubegribeligt er Forholdet mellem Rostgaard og Holberg, der begge, om end paa forskellig Vis, var virk­ somme ved Oprettelsen af en dansk Skueplads. Vi ved, at Rostgaard halvtredje Aar før havde anklaget Peder Paarses Autor for Kongen, vi kender Aktstykkerne i denne Sag, men det er umuligt at trænge ind bag Ordene og faa fat paa de psykologiske Momenter. Vi kan konstatere, at Hans Gram har leveret Rostgaard Materiale til de Bilag, der fulgte med til Klageskriftets nærmere Begrundelse, men vi savner ethvert Holdepunkt til Afgørelsen af, om det var ham, som tilskyndede Rostgaard, eller om det var Rostgaards Præst og Foged paa Anholt, der fordrede „Skandskriftets“ Forfatter draget til Ansvar, eller det ende­ lig var Rostgaard selv, der følte sig krænket til det yderste, thi nogen overlegen Aand var han jo langt fra. Alt det kan vi ikke afgøre. Kun ved vi, at Klagen allerede i Konseillet blev afvist, og at Kongen sluttede sig til denne Afgørelse, da Sagen i Følge den gældende Praksis blev ham forelagt4). Holberg kunde kun være tilfreds, Rost- ]) Rep. Nr. 20 . 2) Chr. Bruun, Om Ludv. Holbergs trende Epistler, S. 119 f. 8) Luxdorphiana S. 268 , og Nyt hist. Tidsskr. VI, 400 . 4) Et Par Bemærkninger skal hidsættes om Aktstykkerne, der som be­ kendt er trykt af Chr. Bruun i: Peders Paars, Kbhvn. 1862 , (sml. Fred. Rostgaards Liv og Levnet S. 207 ff. og 498 ff.). De originale Aktstykker, der er gaaet ind til Kancelliet, er kasseret allerede i det 18 . Aarh., fordi Sagen ikke førte til nogen kgl. Ekspedition. Bevaret er derimod Koncept til Klagen med Rostgaards egenhændige Rettelser, Afskrift af det ene Bilag og Grams originale Analyse; disse Papirer laa tidligere i Sorø, og da de maa betragtes som Dele af Rostgaards Privatarkiv, er det med Urette de er afgivne til Rigsarkivet (nu i: Fred. IV’s Kabinetsarkiv, Indk. Ansøgn., Kla-