KjøbenhavnsBelejring_1658

KJØBENHAVNS BELEJR ING 1 6 5 8 .

9 1

Og F rederik III, som saa saa skarpt, og som saa godt forstod at vælge sine Mænd, havde ogsaa her set rigtigt, thi Gyldenløve gjengjældte sin Konges Gunst ved en aldrig svigtende Utrættelighed og Hengivenhed; han var, s omen samtidig Beretning udsiger: »sin Konge og sit Fædre­ land i alle Maader tro, en Fjende til Døden af alt Forræderi.« Noget efter sin Hjemkomst udnævntes han til Befalingsmand paa Hald og toges strax i Brug i Hærvæsenets T jeneste; han fik indført flere nyttige Forbedringer ved Troppernes Udrustning; saa- ledes skyldtes det Gyldenløve, at den lange Musket, hvormed det beredne Fodfolk, Dragonerne, hidtil havde været bevæbnet, erstattedes med det saakaldte »Fyrrør«, en kort Musket, forsynet med Hjullaas. 1655 udnævntes han til Generalmajor og beordredes i dette Efteraar til at ledsage Anders Bille, Rigets Marsk, paa dennes General­ mønstring over det jydske Landeværn. I Slutningen a f det følgende A ar fik han af Kongen overdraget det delikate Hverv at møde Søsteren, E l e o n o r e C h r i s t i n e , der var ankommen til Jylland og agtede sig til Kjøbenhavn; han skulde forbyde hende Adgang til Hoffet og med det Gode eller Onde formaa hende til at forlade Landet. Eleonore Christine har i sin livlige og kraftige Stil beskrevet dette højst ejendommelige og interessante Møde, der begyndte paa Storebelt og blev fortsat paa Slottet i Korsør, og man faar deraf et fortrinligt Vink til Forstaaelsen af Gyldenløves Personlighed. Hun, den forhen saa mægtige, nu landflygtige Søster, var naturligvis ikke ham blid, der skulde overbringe hende et krænkende Budskab fra deres fælles Broder, Kongen; men gennem hendes Vrede mærker man dog, at Gyldenløve var Situationen voxen, at han med Højhed forstod at hævde sin Stilling som en Konges Repræsentant, samtidig med at han stod ligeoverfor en Kvinde, der tilmed var knyttet nær til ham ved Blodets Baand. Naar han paa et a f hendes første Spørgsmaal, at hun »formodede, at han som en diskret Cavaller vidste, hvorledes han en Dame af hendes Kvaliteter skulde traktere«, lader svare, »at han vel vidste, paa hvad Manér han med Damer skulde omgaas«, da skjønner man a f den hele Forhandling, at det er med Rette. A t han i Samtalens Løb kom til at lade falde harmfulde og truende Ord mod Corfitz Ulfeld, den Mand, der havde beskæmmet