KjøbenhavnsBelejring_1658

4

INDLEDN ING .

bristet, og skulde Fædrenes efterladte Arv nogenlunde hævdes, var fuld Forstaaelse og fortroligt Samarbejde mellem Regering og Polk mere end nogensinde nødvendig. Christian IV havde aldrig været afholdt a f Adelen, den Stand, der dengang repræsenterede Folket indadtil og udadtil; han manglede Faderens store Evne til at vælge og paa rette Maade at anvende Landets dygtigste Kræfter. I Følelsen af egen Kraft og Dygtighed blandede han sig mere, end ønskeligt var, i Detaillen, og hans egen Iver og A rbejdslyst gjorde ham ofte haard og hensynsløs i sin Fremfærd mod hans Statstjenere. Flidtil havde man fulgt ham, dels a f Frygt, dels fordi man havde set op til ham; nu svigtede man ham, da hans Stjerne begyndte at blegne. Idet man paa en sørgelig Maade forvexlede Sagen med Personen, Maalet med Midlet, nægtede Landets styrende Raad ham Penge til selv de mest paatrængende Forsvarsforanstaltninger. Man lullede sig i en fredelig Søvn ved Tanken om, at Naboriget ikke længere styredes a f den mægtige Gustav Adolph, men af en vankelmodig og lunefuld Kvinde, og at de svenske Hære havde fuldt op at bestille i Tyskland: man oversaa herved, at Trediveaarskrigen istedetfor at sløve tvertimod hvæssede det svenske Sværd til Europas skarpeste, og at der ved Dronning Christinas Side stod en Statsmand, der med fast og dristig Haand styrede Statens Ror, og som havde viet sit Liv til Sverigs Magt og Berømmelse — den store Kansler Axel Oxenstjerna. Man troede eller søgte at indbilde sig, at de saa ofte og i stærke Ord fremsatte P'ordringer om et kraftigere Værn mere vare fremkaldte a f Kongens Tilbøjelighed for Krigsvæsenet og Ønsket om at styrke Kongemagten end virkelig begrundede i Nødvendigheden for Landets politiske Existens. Man var i det Hele ikke langt fra at betragte Udgifter til Forsvarsvæsenet som sig uvedkommende, som Noget, derudelukkende skulde bestrides af Kronens egen Kasse, og Kongens gjentagne For­ slag om en Indkomstskat til fælles A fh jæ lp af Landets Brøst fandt desværre kun i altfor høj Grad et uvilligt Øre. Bittert, men visselig ikke ganske med Urette se vi i et Brev til R igsraadet den gamle Konge paa sit Livs Aften udbryde: »De (Adelen) ere Mestre her i Landet, og vi som den Æ ldste af det Haandværk (Krigskunsten) kan intet os med dem anderledes end vel adskille. Thi bede vi