KjøbenhavnsBelejring_1658

22

INDLEDN ING .

Storm. Mærkeligt nok nævnes Carl Gustav Wrangel ikke blandt de Tilstedeværende, ligesaa lidt som nogen af de andre berømte K orp s­ kommandører i den svenske Hæ r; muligvis skulde han og de holde sig rede til med væbnet Haand at udfri Carl Gustav a f det forræde­ riske Baghold, som man i den svenske Hær syntes at have næret Frygt for, og imod hvilket der, forinden Carl Gustav forlod Hoved­ kvarteret i Ringsted, virkelig vides at være truffet Anstalter. En utidig F rygt unægtelig, hvis man havde kjendt Frederik IIFs retskafne Sind, og tillige urimelig, eftersom den svenske Hær havde hele Landet inde med Undtagelse a f de befæstede Punkter Kjøbenhavn, Kronborg, Rendsborg, Gliickstadt, Krempe, og Frederik III bogstavelig talt saaledes langt snarere var sin G jæsts Fange end omvendt. A t denne Mistanke saa glimrende blev gjort til Skamme ved Festen, og at Carl Gustav i de paafølgende 2 Dage, i hvilke han nød den mest udsøgte Gjæstfrihed ved det danske Hof, utvivl­ somt havde rig Lejlighed til personlig at erfare, med hvilken Resignation man herhjemme havde fundet sig i den forsmædelige Roskildefred, skulde imidlertid ikke afdæmpe den Ærgjerrighed, der luede i hans Inderste, og som begyndte at lade ham angre, at han var standset foran Kjøbenhavn. Tvertimod var den snarere bleven forøget ved hans Samværen med den tilsyneladende saa lidet mand­ haftige Frederik III og med dennes mere pyntelige end krigerske Hofmænd, saavelsom ved hans Kundskab om Troppernes Demoralisa­ tion og F'æstningen Kjøbenhavns ynkelige Tilstand. Allerede den 2den Marts, Dagen før Gildet paa Frederiksborg, skriver han til Præsidenten i Statsraadet, Mathias Bjørnclou, og gjør en Slags Undskyldning, fordi han ikke havde bemægtiget sig K jøben­ havn og derved gjort det af med Danmark med det Samme. I dette ejendommelige Brev anfører han blandt andre Grunde, hvorfor han undlod det — saasom de omliggende Staters voxende Mis­ undelse og Nid over hans Lykke — ogsaa den, at han troede at burde lade sig nøje med Provinserne Øst for Sundet og det midterste Norge, i hvert Fald indtil disse Landskaber vare bievne forsvenskede, af Frygt for, at Danmark ellers kunde blive Hovedriget i denne nye