HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1963

F R A B A G E R S V E N D T I L A S S I S T E N S - G R A V E R

varigt, idet hans kone et par dage efter brylluppet døde af »hidsig Feber« og blev begravet den 4. november 1743.6 Der opstod straks vanskeligheder ved delingen af boet,7 som var overordentligt godt forsynet med møbler, sengetøj og alskens hus­ geråd af kobber og tin; desuden var der et meget stort lager af korn, både af rug og hvede, og af rugmel og hvedemel, både sigtet og usigtet; og så var der endelig bagergården. Striden stod mellem enkemanden på den ene side og den afdødes ældste søn: Peter Christian Nielsen og hans curator brændevins­ brænder Bent Joensen (Johansen), der også var formynder for sønnen Johannes på 13 år, og brygger Børge Knap, der var for­ mynder for de to yngste : Anders på 5 år og Kirstine på 9 år. Stri­ den stod om værdiansættelsen af møbler og løsøre samt værdien af korn- og mellageret. Enkemanden foreslog at lade effekterne vur­ dere til auktionspriser med eventuel auktion for øje, med und­ tagelse af bagergården, som han ikke ønskede skulle gå til auktion, men selv ønskede at overtage til vurderingsprisen 3.000 rdl., men det satte den ældste søn Peter Christian og hans curator sig imod; bagergården ønskede sønnen selv at overtage og bød 4.000 rdl. for den, idet han henviste Colmetz til at købe en af de to bagergårde, der var ledige. Colmetz på sin side gjorde gældende, at den ene af de nævnte bagergårde var solgt for kort tid siden, og den anden, der lå i Rigensgade ved Grønland, var ganske utjenlig til formålet, og fandt, at sønnens høje bud: »synes alleene grundet, for at tvinge ham fra Næring og Brug samt Velfærd«, og hvad angik modpar­ tens udtalelse om, at han kunne købe en ejendom og lade indrette et bageri deri, måtte han gøre opmærksom på, at så ville antallet af bagergårde overstige 50, et antal som Hans Majestæt Kongen havde ladet magistraten fastsætte, men han tilbød at betale 200 rdl. ud over den høje vurdering på 3.000 rdl. Sagen endte ved skifte­ rettens mellemkomst med et forlig gående ud på, at enkemanden:

127