NFSGrundtvigsLivOgGjerning

omskiftes i d e t øvrige E vropa, eller holder det for vanæ rende a t væ re Kosmopolit i O rdets ædle B etyd ­ ning, thi aldrig kan æ g te Fædrelandskjæ rlighed byde M ennesket at forstørre sin Indskræ nkning ved at binde sig til et L and s G rænsepæ le, og jeg tro r med Schiller, det var et sto rt Skridt fremad, at Borgeren alene blev Menneske« ; G runden er baade, at »denne Plet lettere lod sig overskue af mit mere ko rtsynede Øje, og at Nordens kraftfulde Old b and t mig stæ rkere til den, end Fødselen kunde«. Skjønt Danmark, inden hvis L andemæ rker F red en hersker — den skulde snart op­ høre, men havde jo i V irkeligheden, kun afbrudt af Skæ rtorsdagskam pen, h ersket i en m eget lang Aar- række — bu rde væ re et try g t F risted for V idenskab og Kunst, kunne vi dog ingenlunde rose os af at være, hvad vi i saa H enseende burde. »Jeg dølger slet ikke min F ry g t for, at vi allerede staa paa et Punkt, der spaar baade V idenskabelighedens og L iteraturens U n­ dergang. E nd ikke da viger F ryg ten , naar jeg fryd­ fuld beskuer nogle de sildigere Dages Digte, som E v ­ ropa burde k jen d e,1) de enkelte Skud, der vidne om en livfuld Væ ren, thi d ette Liv og denne Kraft ud­ sprang ikke af D øgnets Skjød, det er opfangede Straa- ler, der endnu varme og lyse en føje Tid, efter at vor Sol vendte sig p aa B a n e n ; den Lunkenhed, næsten maatte jeg sige Kulde, hvorm ed de modtages, den uædle Nysgjerrighed, hvorm ed de begabes i Steden for a t nydes, ere mig en sørgelig Borgen for, at jeg taler Sandhed. — Ingen fristes mere til den Daarlighed

’) Det er selvfølgelig Oehlenschlagers Digtning, lier sigtes til.