NFSGrundtvigsLivOgGjerning

93 sernes Sønner være vanslægtede i de faa Aar, jeg ikke kjender Universitetet«. — For at man ikke skal tro, han har blandet for meget sort i sine Farver, hen­ viser han til Udlaansprotokollerne og Læsesalene paa de offentlige Bibliotheker. Og saa, naar de kommer fra Hovedstaden, »hvis brogede Vrimmel maaske blændede deres Øje«, ud paa Landet som Hovmestere, Informatorer, Præke- hjælpere, Fuldmægtige, Faders og Moders Sønner o. s. v.? »Hvorledes skulde disse haabefulde Yng­ linge, der i Hovedstaden vare blinde for Literaturens Skatte og døve for Videnskabens venlige Kalden, her faa Sans og Øje for noget saadant? Det maatte da vel ske ved at beskue deres ældre Brødre i Minerva; men jeg tvivler meget paa, at et saadant Skue kan, i Følge sit Væsen, have saadanne Virkninger. — Jeg gad vide, hvor man sikrest træffer en stor Del af vor Tids Præster, i Mark og Stald eller i Studerekamret, ved Pulten eller Spillebordet! Jeg gad sammenligne deres Bogsamling med deres Møgdynge, Boghandlerens Regning med Urtekræmmerens og Vintapperens . . . °g Jeg gad endelig veje deres Kundskabsmasse ved Afgangen fra Universitetet og efter ti Embedsaar. Re­ sultaterne, der saaledes kunde uddrages, vilde næppe være ubetydelige, naar man skal besvare Spørgsmaa- lene: hvi er Videnskabelighed saa liden? hvi er vor Literatur kun -en Skygge, der peger hen paa enkelte Lemmer af et Legeme, der som helt ligger ganske uden for vor Synskreds? Ingen tro imidlertid, at jeg herved vil nedsætte Præsterne under de juridiske og medicinske Embedsmænd! Nej, efter min Erfaring ere