NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Ioo

bifarende Glans, som vi ane at være Virkning af den skjonnere Sols Straaler, vi sætte i det ubekjendte. F i l o s o f i e n s Vej er en anden. Først gjennemsøger den Dalen nøje og følger den i alle dens Bugter for om muligt der at finde Stedet, hvorfra hin Anelse ud­ strømmede, men drives efter spildt Møje af Nødvendig­ heden til at slutte, den dog maa være kommet over Havet. Med største Omhyggelighed udruster den sit Skib til Fart over Dybet, men kommer næppe et Sten­ kast fra Landet, før den standses af de skyhøje, rullende Bølger. Enten maa den hæve sig over dem og blive Poesi eller ankre udsat for de stormende Vinde, eller den, træt af den forgjæves Kamp, maa vende tilbage, byde os betragte Dalen som vort Hjem og nøjes med at give Regler for den bekvemmeste Gang paa den bugtede Vej, der fører til Havet. Enten maa vi nu atter ty tilbage til hin Anelse, Filosofien i det højeste kun gjorde bestemtere, eller vi maa erkjende vor Trang til Belæring fra hin Side Havet«. »Mennesket«, hedder det videre, »finder hos sig en Trang, der gaar ud over det endelige, uden at være sig sin Gjenstand bevidst . . . Han slutter sig end tættere til Anelsen om sin højere Natur og haaber at faa den gjennem Poesien eller Filosofien potenseret til Vished. Poesien véd vel at konstruere en højere Til­ værelse af de mest glansfulde Træk, hvori Mennesket øjeblikkelig bevæger sig med berusende Vellyst, men den kan ikke skjænke noget varigt Liv i samme og ej tillægge Existensen en egen Værdi som indsluttende Betingelsen for en højere Væren . . . . Filosofien kan lede Mennesket til Bevidsthed om Tilværelsens Strid