NFSGrundtvigsLivOgGjerning

IOI

og saaledes med Bestemthed fremsætte det højeste Problem. De n «kan motivere sin Paastand, at dets Løsning maa være umulig eller føre ud over Tilværelsen, men selv at løse det formaar den ikke . . . . Enhver, som tænkte selv, vil finde, at baade Fichtes og Schil­ lers og Schellings P'orsøg med deres umiskjendelige Præg af overordentligt Geni ere mislykkede, og herfra er kun et lidet Skridt til at indse, hvorfor, og at de nødvendigén maatte mislykkes. Alle de Opløsninger, Filosofien tillader sig af hine høje Gaader, maa enten være en Nægtelse af Gaadernes Tilvær eller støtte sig paa en Hypothes, der ej kan bevises, men er stundum saa genialt skjult, at den synes at være Resultatet af den indvortes Erfaring selv. Sc l i e l l i ng er uden Tvivl den blandt de nyere Filosofer, der værdigst karakteri­ serede det evige og mest konsekvent udledte Existen- sens Strid derfra som blot tilsyneladende; men hvad hjælper den strængeste Konsekvens, naar det første Led svæver i Luften, saa vi ej uden Poesi kunne nærme os det? Under Schellings Haand fremstod en herlig ny Skabelse, men just derfor manglede Slutteisen til den nærværende. Antagelse af det evige fristes vi, forledte af vor Trang, let til at frakjende Navnet Hypo­ thes, men den bliver det ikke mindre, fordi den vises som nødvendig, naar Filosofien skal kunne udsige noget oplysende om Gaaden . . . . Kunne vi ikke knytte Tilværelsens højeste Led til det evige, da maa Kundskaben om deres gjensidige Forhold nødvendig komme ovenfra, eller vi maa undvære den. Det sidste kunne vi ikke, naar vi hævede os over Dyriskheden og