NFSGrundtvigsLivOgGjerning

102

føle hin Trang, der gaar ud over det endelige, og vi maa da inderlig hige efter det første«.* Der opstaar saa det Spørgsmaal: »Hvad er Reli­ gion?« Den almindelige Definition, at den er Kundskab om det oversanselige, tilfredsstiller ikke ; den er ufuld­ kommen, fordi den er fremkommen ved blot logisk Abstraktion fra et noget, der uden Bevis antages at være, hvad man vilde definere. »Er det umuligt at faa fyldestgjørende Svar paa dette vigtige Spørgsmaal, da maa det søges i Historien, der ubekymret om sig selv afslører under sin rolige Gang det højeste og dy­ beste . . . Baade Grækers og Jøders og Skandinavers Historie taber sig i en gylden Alder, da Guderne ^van­ drede paa Jorden, da det himmelske og jordiske faldt sammen i én Idé. Her hviler Aarsagen for alle Reli­ gioner, her faa vi Svaret: Religionen er det endeliges Samfund med det evige«. Der kunde imidlertid selv i Jødedommen efter Syndefaldet ikke være Tale om Re­ ligion i højere Betydning, men kun om en Stræben derefter; »saa snart som Menneskene søgte Kundskab og gjorde Forskjel mellem godt og ondt, maatte Sam­ fundet med det evige nødvendig ophøre, thi derved gives Tilværelsen en egen Vigtighed, og Mennesket var efter den første Frihedsytring ej længere nødvendig, hvad han var, men et Resultat af Valg. Alle de gamle Religioner var Poesi. Filosofi ansaas som deres Fjende og var det virkelig ved sin Stilling. De gamle dømte rigtig, at den Kundskab, der styrtede Menneskene, var Filosofi. Frygtsomme for den lange Vej fremad stræbte de stedse tilbage imod det evige, hvorfra de vare løs­ revne. Derfor sluttede de sig saa tæt til Poesi, da