NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 0 3

denne i hin gyldne Alder havde været ét med Reli­ gionen, ej en Stræben mod det evige, men en Omfattelse deraf. Derfor kunde Filosofien ej faa Sted i deres Religioner, thi de saa’ i den Slangen, som maatte knuses, før hint Samfund kunde vindes tilbage. »Ville vi finde livfulde Spor af Poesien som Stræben mod Religion, da maa vi vende Øjet højt imod Nord og kaste et indtrængende Blik paa A s al æ r e n s dybere Sans. Her finde vi, hvad vi i de andre Nationers Gude- lære — Jødernes kun for en Del undtagen — forgjæves søge, Erkjendelse af Poesiens Almagt til i Livet at gjengive Tilværelsen sit tabte Samfund med det evige. Heraf alene kunne vi forklare os den mærkelige For- skjel mellem Grækernes Skyggeverden og Skandina­ vernes Valhal. Grækerne troede at kunne ved Poesi tilbagevinde Religionen i Livet og maatte derfor anse Døden som Ende paa Samfundet med det evige. Der­ for bevæge sig kun kraftløse Skygger i det mørke Erebos, hvor ej Zevs, men Ades herskede. Tilstanden efter Døden er kun et mat Efterskin af Livet, og Til­ bagegang til samme Ønskets højeste. Nordboen ansaa Livet for en Skilsrmsse fra det evige, der kun burde benyttes til at berede sig Plads hos Hroptatyr paa Valhals Bænke. Tilstanden efter Døden er da ikke Livets Efterskin, men dets Potensering. Derfor træde Ejnherjerne kraftfulde frem, inddrikke guddommelig Kraft i Hejdrunes stærke Mjød og fryde sig ved det høje Vaabengny og Valkyrjers liflige Sange. Men endnu ere de ikke forenede med det evige, de have ikke til- intetgjort Døden, skjønt de have overvundet den. Dø­ den er bleven som Bien, der mister sin Braad ved at