NFSGrundtvigsLivOgGjerning

105

Følge heraf var, at man troede at kunne reducere den snart til Poesi, snart til Filosofi. Med Poesien forvex- ledes den saaledes i Katholicismens betydningsfuldere Periode. En lignende Forvexling synes Tidernes Tegn atter at bebude1), men med alt sit glimrende er den langt fra at være ønskværdig. For Poeten har Tilvæ­ relsen tabt sin Interesse og derved sin Vigtighed. Med Inderlighed slutter han sig til Religionens poetiske Del, men taber sig just derved i uvirksom Be­ skuelse, og naar han tvinges til at tage Del i Til­ værelsen, synes han ukjendt med Morallovens Skran­ ker. Dette er Sværmeri i sin slette Betydning. — I de sidst forløbne Tider søgte man at reducere Jesu Religion til Filosofi. Dersom Filosofien kunde løst Til­ værelsens Gaader, da havde Jesu Lære været unød­ vendig, men den kunde det ikke, og hvad maa Resul­ tatet blive, naar det højere maa træde i det laveres Tjeneste? Uden at ville se de Urimeligheder og Mod­ sigelser, hvori de gjorde sig skyldige, antoge de nyere Theologer eller, som de hellere ville hedde, Religions­ filosofer, da de vare opdragne i den kritiske Skole, at Mennesket endnu udtrykte sit Begreb helt, at Moralloven hørte til hans oprindelige Væsen, og at hans eneste Fald var Udskejelsen fra Pligternes Sti paa Sanselighedens blomstrende Veje. Uden at vise os, hvorledes denne Strid var indkommet i Menneskets Natur, eller hvorledes den kunde ophøre, paalagde de os ved et kategorisk Imperativ at udrydde den Del af vort Væsen, der stod deres Sætninger i

J) man e rin d rer, at d et var R o m a n tik en s D age.