NFSGrundtvigsLivOgGjerning

i i 4

Tankegang baade i det hele og i det enkelte — der er i mange Maader et lignende Forhold imellem denne Kritik og dens Objekt som imellem Paveis’ bekjendte Kritik og Oehlenschlagers første Digtsamling, der jo ogsaa paa sit Omraade mødte med en helt ny Opfattelse. Grundtvig er imidlertid, som det let ses, saa vel i Afhandlingen om Religion og Liturgi som i de øvrige samtidige Arbejder meget langt fra at staa med den overlegne Klarhed over sin Opgave, der udmærker Oehlenschlåger allerede ved de første Skridt, han gjør paa sin Bane, efter at de bundne Kræfter er bievne løste, men ét have de til fæl­ les, en glødende Begejstring for de Ideer, der fylder dem, en hensynsløs Affærdigelse af, hvad der staar disse imod, og et friskt, genialt Syn paa Tilværelsen, der indgiver dem en Rigdom af Billeder og origi­ nale Tanker og Vendinger, noget, der hos Grundtvig bliver end mere iøjnefaldende ved den Ubehjælpsom­ hed, hvormed han endnu i det hele taget bevæger sig i Sproget. Hans Stil er i disse hans første Arbejder saa mættet med Tanker og Ideer, at man bestandig ligesom har en Følelse af, at han ikke kan finde Ord for alt, hvad han har at sige • det er hvert Øjeblik, som om Indholdet optager ham saa mægtig, at det vil sprænge Formen, som om denne er for snæver til at rum­ me det. Det er let at forstaa, at det Sprog, der førtes i disse Afhandlinger, dels ved sin i det hele taget højst usædvanlige Karakter og dels ved den Mangel paa Klar­ hed, hvoraf det paa mange Punkter led, maatte overraske og frastøde mange af Datidens Læsere, for hvem det, der i Virkeligheden var en Følge af en overstrømmende,