NFSGrundtvigsLivOgGjerning

H 7

Navnkundighed, naar de kun vare at vinde uden Op­ ofrelse af min Overbevisning . . . . jeg forvildedes alt for meget ved Bifaldet i en snæver Kreds. Gud ske Lov, at Fristelsen ikke blev større!« Men han tilføjer med rette: »Ser jeg derimod hen til Danmark, da maa jeg kalde det sørgeligt, at en saadan Tale ingen Opsigt gjorde, thi det beviste, at den des værre var alt for sand«. Denne lige saa dybe som mørke og alvorlige lille Digtning*), der er »hver ægte Nordbo, hver Dannekvinde broderlig helliget«, og som til Motto har nogle Strofer af Håvamål, bl. a. den bekjendte om »Dom om hver en død«, skildrer først, hvorledes Skarer af alle Stænder samledes i Danmarks Sørgetid for i overgiven Spøg at præge deres Glæde. »En­ kelte traadte frem med Billedet af dert lidende, den blødende Dana i Haand og stillede det for de jublendes Øje. Enkelte Stemmer løde: Skammer eder dog, Sønner af Nord! skammer eder dog ved at danse og gjøgle paa Bredden af Danmarks Grav!« Dog — blind og døv er Skaren for Synet og Stemmen. Den fort­ sætter sin lystige Dans »under Rægrimen« (o: under Masken), og »Fryd dig ved Livet!« lyder Sangen. Da flyder Lysenes Lue over i blaalige Flammer, og ind tren en bleg, skjælvende- Olding støttende sig til et Spyd, der var farvet af hans Blod. Faa trofaste fulgte ham, fremmerst blandt dem Danmarks Kongesøn, der vandrede tæt ved Oldingens Side og bød ham hvile sig paa den kraftige Arm. Paa Gubbens Bryst stod

*) G rundtvigs poetiske S k rifter I.