NFSGrundtvigsLivOgGjerning

I I Q

Han opfordrer i stærke, bevægede Ord den ned- sjunkne, faldne Slægt til at rejse sig fra Blødheds fule Leje mod Himlen, til at kaste den fæle Gjøglerham og dæmpe de vilde Glædestoner, til at gaa hen i Herrens Hus og bede til ham, der har holdt ham op­ rejst i lange Tider. Saa skal Manden paa hellig Alter­ fod hvæsse sit Sværd til Bretlands Skjold at kløve og sværge Had til Sydens lumske Gift, og Kvinden skal kysse Alterets Fod og sværge, »at hun med Smil vil nære Himlens Ild og svale med sine Taare Jordens Flamme«, da vil Bølgen atter som i Oldtids Dage hen­ bære Danmarks næsten glemte Navn til fjærne Landes Kyster. Denne Opfordring er forgjæves; Skaren staar vel et Øjeblik grublende, men den vilde Fryd vender snart fordoblet tilbage. Da slaar Dødningeuret sit tolvte Slag, den gamle synker livløs ned med sine tro Sønner blødende omkring sig. »Salen rystede som Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de dansende. Gispende fore de til Hel«. Jorden gungrer som under Kæmpefod, og ind træde tvende Skarer af Nordens gamle H e lte , alle med gyldne Hjælme, Hedningerne i hvide, de Kristne i sorte Brynjer. En Skjald gaar foran dem med Harpen i Haand; han griber i Strængene og kvæder saa gladelig om den hedenfarnes Manddom, saa sørgelig om hans Død. Regnar Lodbrok kvæder om sin Død i Bretland, Ivar Benløs om, hvorlunde de ristede Ørn paa Ellas Ryg. Gunild, Svend Tveskjægs den stolte, den dejlige Søster, træder frem af den kristne Skare og kvæder om, hvorlunde