NFSGrundtvigsLivOgGjerning

120

i B retlan d m ig tim edes K v id e . P a a tro lø se 0 , d e r m aatte je g dø i U n gdom m ens fagreste T id e, hvorlunde, efter at Niddingen Edelred havde blandet og lavet saa blodigt et Bad for de Danske,

n u løftedes Ø xen. J e g g jo rd e m in B øn til K ris t og h ans h e llig e M o d er i L ø n , og døende tog jeg til O rd e: G ræ d B retlan d ! o, græ d! th i B lod var din Sæ d, og b lo dig v il H ø std ag en vorde.

Og Skjalden Ottar hin sorte kvæder om den Hævn, de Danske tog over Gunild. Saa slaa Kristne og Hedninger Kreds om Liget, et Baal tændes midt i Salen, og i Forening vie de det med Korsets og Hammerens Tegn under Korets Kvad: H ø je O din! H v id e K rist! S lettet u d er eders T vist, begge S ø n n er af A lfad er. M ed vort K o rs og m ed vort Svæ rd vies ed er B aalet her, begge elsk te I vor F ad er. Og videre kvæder Koret, medens den døde bæres tre Gange rundt om Baalet:

Os G u d ern e sende at h æ d re d it L ig, til A sk e vi b ræ n d e, o, elsk ed e! dig. E n H øj vi skal rejse paa sm ulrede B en, og paa den skal knejse en v arslen de S ten

af D ødninge-B en, af H orm æ nds-B en,